jobcenter logo

Beskæftigelsesplan 2020 godkendt

18. december 2019

Kommunerne skal hvert år udarbejde en beskæftigelsesplan for det kommende år. Beskæftigelsesplanen skal beskrive kommunens mål og strategier for beskæftigelsesindsatsen ud fra Beskæftigelsesministerens udmeldte mål og udfordringerne på det lokale arbejdsmarked.

Beskæftigelsesplan 2020 er udarbejdet med udgangspunkt i Odder Kommunes visioner og Odder Kommunes strategi for den beskæftigelsespolitiske indsats.  

Planen beskriver de overordnede beskæftigelsespolitiske strategier i Odder Kommune i 2020. Strategierne følger de seneste års strategier for beskæftigelsesindsatsen, så jobcentret kan arbejde videre i den retning, som er sat med de seneste års reformer og investeringer.

Arbejdsmarkedsudvalget har desuden besluttet særligt at prioritere fire fokuspunkter i 2020:

  • De unge
  • Ledighedsydelsesmodtagerne
  • Borgere med handicap
  • Virksomhederne

Måltallene viser, at antal helårspersoner på midlertidig offentlig forsørgelse samlet set forventes at falde med 74 helårspersoner fra 2019 til 2020.

Antal helårspersoner på permanent offentlig forsørgelse (fleksjob og førtidspension) forventes derimod at stige med 63 helårspersoner. Det skyldes dels, at antallet i fleksjob forventes at stige som følge af jobcentrets intensiverede indsats for at nedbringe antallet af ledighedsydelsesmodtagere. Dels forventes antallet af førtidspensionister at stige som følge af Tilbagetrækningsreformen.

Samlet set forventes derfor et fald på 11 helårspersoner fra 2019 til 2020. Dette skal ses i lyset af, at KL generelt forventer en stigning i antal helårspersoner på offentlig forsørgelse i 2020.

Læs udkastet til Beskæftigelsesplan 2020.

Flertallet i byrådet på 17 stemte for beskæftigelsesplanen, mens John Rosenhøj (O) stemte imod med følgende bemærkning: ”Jeg stemmer i mod, da der ikke er sat måltal på”.

Læs mere om sagen i dagsordenen/referatet.

Se byrådsmødet på Odder TV.

 Logo for Odder NetTV

Uddrag af politikernes indlæg 

Linda Ann Wienand (A)

- Vi har besluttet, at vi vil have en plan med en politisk vision og med borgerinddragelse. Derfor har vi inviteret borgerne ind i 2019 og i 2020 vil vi bruge den viden til at videreudvikle indsatsen. Vi har også besluttet, at planen i 2020 skal være kortere end tidligere år, og det er den blevet. Vi sætter en klar politisk retning for indsatsen i 2020. 

Leif Gjørtz Christensen (Ø)

- Planen er blevet meget bedre end tidligere, men jeg er i tvivl om, hvorvidt værktøjerne er tilstrækkelige til at løse udfordringerne. Det får vi at se. 

John Rosenhøj (O)

- Jeg kan ikke genkende sagsfremstillingen i forhold til den, vi havde i november. Jeg vil have økonomi på, og der står ikke måltal, så jeg kan ikke godkende den.