Bro ved Sondtrup

Oplev Horsens Fjord

22. august 2019

Vil du ud og sejle, fiske, cykle eller vandre? Så er der masser af inspiration at hente på den nye digitale platform oplevhorsensfjord.dk. På det digitale friluftskort kan du finde information om, hvor og hvordan du kan nyde naturen i og omkring Horsens Fjord på ture i bil, på cykel, til fods eller på vandet. Samtidig kan du finde lokale natur- og kulturhistorier, som er fortalt af bl.a. museerne omkring fjorden.
 
Den nye platform er et resultat af det tværkommunale samarbejde "Naturområde Horsens Fjord", som Odder, Hedensted og Horsens kommuner har indgået. Sammen vil kommunerne forbedre adgangen til naturen omkring fjorden samt skabe en bedre formidling om det særlige ved området, og hvad det byder på.
 
Fjorden lukker aldrig
Med i projektet er også turistsamarbejdet "Kystlandet" (VisitHorsens og VisitOdder), som ser store perspektiver i samarbejdet mellem de tre kommuner.
 
"Samarbejdet kan spille ind i vores turismearbejde på rigtig mange måder. Mange turister søger unikke oplevelser, og mange vil gerne på en aktiv ferie, hvor de kan koble af fra hverdagen. Det søger mange f.eks. på vandreture, cykelture eller i kajak. Det fantastiske ved fjorden er, at den aldrig lukker, som andre attraktioner gør, og det kan vi udnytte - også til at styrke de små erhvervsdrivende, som ligger omkring fjorden", siger Helle Rosenberg, direktør i Kystlandet.
 
Hun påpeger, at 100 ekstra turister i gennemsnit giver 65.000 kr. i ekstra forbrug om døgnet.
 
Et af målene i det tværkommunale samarbejde er at lave en samlet stiforbindelse langs hele fjorden på tværs af de tre kommuner. Med et stinetværk, der er forbundet, kan det blive muligt at gå fra Hou i Odder til Nørrestrand i Horsens og videre til syd for Snaptun i Hedensted Kommune.
 
De politiske og administrative styregrupper bag natursamarbejdet har været på tur rundt omkring fjorden, hvor de fik set eksempler på kommende projekter i de tre kommuner.
 
"Vi er kommet godt fra start med samarbejdet og begynder nu at tage kontakt til lodsejere og andre for at høre om mulighederne for at afmærke stier og lave lokale projekter", fortæller Ole Lyngby Pedersen, formand for Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget i Odder Kommune samt formand for den politiske styregruppe i fjordsamarbejdet.
 
Oplevhorsensfjord.dk henter data fra bl.a. Naturstyrelsen og GuideDanmark og vil løbende blive opdateret.