Tegnede borgere med talebobler

Borgerforslag kom på dagsordenen

25. juni 2019

Det første borgerforslag i Odder Kommune, der har fået stemmer nok til at komme på byrådets dagsorden, blev behandlet på byrådsmødet mandag den 24. juni.

Borgerforslaget gik på at spærre for gennemgående tung trafik på Vestermarken. 

Forslaget var stillet af Thomas Jørgensen og havde fået mere end 358 stemmer fra andre borgere. Dermed skal det på byrådets dagsorden.

Læs mere om borgerdrevne forslag

Byrådet diskuterede forslaget, og der var enighed om at sende sagen videre behandling i Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget, inden den vender tilbage til Byrådet med en indstilling.

Du kan se det arkiverede byrådsmøde på Odder TV.

Logo for Odder NetTV

Læs dagsorden/referatet fra byrådsmødet

Uddrag af politikernes indlæg

Ole Lyngby Pedersen (V)
- Det er første gang, at vi har et borgerdrevet forslag, og det er spændende, hvordan vi håndterer det. Vi anmoder om at få sagen i Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget, så den kan blive gennemarbejdet der, og vi kan træffe en fornuftig beslutning.

John Rosenhøj (O)
- Det rigtige sted at behandle sagen er i Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget, men jeg forstår godt problemstillingen, og nu har den i hvert fald fået fokus.

Kresten Bjerre (B)
- Vi støtter at sende den til videre behandling i Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget. Det er vigtigt, at vi tager borgerdrevne forslag alvorligt, og derfor går jeg ud fra, at vi tager den op i byrådet igen til endelig behandling.

Marianne Hundebøll (F)
- Det er dejligt, at vi har fået et borgerforslag, der har fået stemmer nok. Jeg vil opfordre alle borgere til at gå ind på Odder.dk og stille et forslag eller bakke op om andre. Jeg har stor sympati for denne sag, og det giver god mening, at udvalget ser på helheden og undersøger, hvilke muligheder der er.

Leif Gjørtz Christensen (Ø)
- Tak til initiativtagerne, som har stillet forslaget. Ellers havde vi ikke haft denne drøftelse, og udvalget havde ikke forholdt sig til det på samme måde. Samtidig er vi på udebane i forhold til, hvordan vi beholder forslagene. Det er naturligt, at sagen kommer i udvalg og tilbage i byrådet. Jeg vil også minde om, at borgere har mulighed for at få foretræde for udvalgt, så man kan få en dialog.

Lone Jakobi (A)
- Vi er enige i, at Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget skal behandle sagen, og så skal den tilbage i byrådet.

Baggrund for sagen

Byrådet besluttede d. 25. juni 2018 at påbegynde en 2-årig forsøgsordning med borgerdrevne forslag. Ordningen indebærer, at alle borgere i Odder Kommune har mulighed for at stille forslag, som de gerne vil have Byrådet til at drøfte.

Et forslag skal have minimum 358 stemmer fra borgere i kommunen for at komme til behandling i Byrådet. Når et forslag har opnået det nødvendige antal stemmer, fremsætter Borgmesteren forslaget til behandling i Byrådet.

Nedenstående forslag er det første, der har opnået det nødvendige antal stemmer. 

Det borgerdrevne forslag er stillet af Thomas Jørgensen og har følgende ordlyd:

Spærring for gennemgående tung trafik på Vestermarken

Der bør spærres for gennemgående tung trafik på Vestermarken. Det vil gøre cykel- eller gåturen for de mange skoleelever og andre personer, der hver dag krydser Vestermarken, mere sikker.

De køretøjer, som kører mod Odder ad Grobshulevej, ledes via Vestermarken af deres navigationsanlæg. Det gælder også den tunge trafik, som skal til industrikvarteret omkring Ballevej og Skovdalsvej. Ved at spærre for tung trafik på Vestermarken, tvinges lastbilerne til at køre via Balle og ned af Ballevej, som før Vestermarken blev åbnet.

Hvis man virkelig vil lede lastbilerne ad Vestermarken, så må det være på sin plads med en eller flere tunneler under vejen, som på Vennelundsvej mellem Vestskolen afd. Vestermarken og Børnehaven Gaia/Troldhøj. Når området omkring Bendixminde udbygges, bliver det endnu mere presserende at få gjort noget ved sagen, da det må antages, at der kommer endnu mere trafik på Vestermarken, og endnu flere skolebørn, som dagligt skal krydse pågældende vej.