Hånd der holder mobil med min sundheds app på

Coronapas

06. april 2021

I dag genåbner de såkaldte liberale erhverv. Det vil sige frisører, massører og tatovører.

Det vil dog være et krav, at man fremviser sit coronapas med enten bevis på fuld vaccination, en maks. 72 timer gammel negativ test, eller bevis for, at du har haft corona for mellem to og 12 uger siden.

Coronapas på sundhed.dk

sundhed.dk kan man hente to Coronapas:

  • Et Coronapas for COVID-19 test, hvis man er testet negativ med en PCR-test, og svaret ikke er ældre end 7 dage – passet kan også hentes for børn og fuldmagtsgivere

  • Et Coronapas for COVID-19 vaccination, hvis man har gennemført hele sit vaccinationsforløb – passet kan ikke hentes for børn og fuldmagtsgivere

Der arbejdes desuden på et Coronapas, der kan bruges som dokumentation for, at man har immunitet efter at have haft COVID-19.

Coronapas i MinSundhed

I MinSundhed-appen kan man må på nuværende tidspunkt kun hente et Coronapas for COVID-19 vaccination. Man kan hente det, hvis man har gennemført hele sit vaccinationsforløb.

Et Coronapas for COVID-19 test forventes klar i MinSundhed i midten af april.

Coronapas uden NemID

Færdigvaccinerede borgere, der er fritaget fra digital post, får tilsendt vaccinationsdokumentation (vaccinationspas) direkte via fysisk post. Den 8. april påbegyndes udsendelsen til de borgere, der allerede er færdigvaccineret. Der vil løbende blive sendt ud til ikke-digitale borgere i takt med, at de færdigvaccineres.

Der findes desuden en telefonservice, hvor færdigvaccinerede borgere kan ringe ind til Sundhed.dk og bestille et printet vaccinationspas. Konkret skal du ringe til supporten på telefonnr. 4422 7774 og oplyse dit CPR-nummer. Herefter vil supportmedarbejderen udføre bestillingen, og du vil modtage vaccinationspasset med posten inden for et par dage.

Der vil også komme en løsning for, hvordan du kan anvende fysisk dokumentation for en negativ test, hvis du ikke bruger digitale løsninger.

Indtil denne løsninger er på plads, kan du bruge skriftlig dokumentation for lyntest (antigen-test), når du bliver bedt om at fremvise coronapasset. Hvis du vil have skriftlig dokumentation for resultatet af din lyntest, er det vigtigt, at du gør personalet opmærksom på det, når du møder op til testen. Du får svaret 15-30 minutter efter din test, så vent med at forlade stedet.

Du kan også give digital fuldmagt til, at en anden person kan se og downloade coronapas for COVID-19 test på dine vegne. Det er ikke muligt at give fuldmagt til download af coronapas for vaccination.

Hvis du har afsluttet et vaccinationsforløb, men coronapasset ikke virker?

Hvis du ikke kan se dig coronpas, når du logger ind på sundhed.dk, kan du kontakte sundhed.dk's support på telefon 44229088 eller mail coronapassupport@sundhed.dk

Du kan også læse mere om coronapasset her: Oftest stillede spørgsmål om Coronapas - COVID-19 vaccination.
Heraf fremgår bl.a. svar på, hvad man gør, hvis coronapasset ikke kommer frem på sundhed.dk, selvom du er vaccineret. Normalt vil man kunne se passet kort efter sidste vaccination. 

Tre råd skal forhindre kø til coronapas

Sundhed.dk melder, at man skal forvente en del kø til at komme ind på enten hjemmesiden eller appen "Min sundhed". De har derfor udsendt disse tre råd: 

  1. Tjek kun sundhed.dk eller MinSundhed-appen, når du har brug for det.

  2. Download eventuelt dit pas på din smartphone eller tag et print.

  3. Vent på, at du får en notifikation eller en SMS om, at der er svar på coronatesten i MinSundhed-appen eller på sundhed.dk.