foto af cykelfærgen

Cykelfærgen sejler igen fra 4. maj

25. april 2019

Færgen sejler mellem Snaptun og Alrø via et lille øhop til Hjarnø og gør det muligt at cykle hele vejen rundt om Horsens Fjord (ca. 52 km). Gående gæster er selvfølgelig også velkommen.

Efter sidste års succes med tidlig opstart sejler færgen weekendture fra lørdag den 4. maj.
• I perioden 4. maj til 23. juni sejler færgen i weekender
• I perioden 29. juni til 11. august sejler færgen alle ugens dage
• I perioden 17. august til 29. september sejler færgen i weekender
Sejltider

Afgang fra Snaptun Havn, Snaptun Strandvej, 7130 Juelsminde
• Kl. 12.00 via Hjarnø kl. 12.30
• Kl. 15.00 via Hjarnø kl. 15.30
Afgang fra Alrøs sydspids, Alrøvej, 8300 Odder
• Kl. 13.00 via Hjarnø kl. 13.40
• Kl. 16.00 via Hjarnø kl. 16.30

Priser
• Pr. person inkl. cykel - DKK 75
• Børn under 3 år er gratis

Fakta om cykelfærgen
• Book billetter på visithorsens.dk/cykelfaerge
• Antal pladser: 12
• Cykelfærgen er delvist overdækket
• Forudbestilling er ikke påkrævet, men af pladshensyn er køb af billet i forvejen en fordel.
• Turen med cykelfærgen inkluderer en tur med Hjarnøfærgen - en ekstra ø for samme pris.
• VisitOdder, VisitHorsens og VisitJuelsminde arrangerer sammen sejlads med cykelfærgen.


Tips til (cykel)turen


Mange oplevelser venter i og omkring "Det østjyske Øhav".

Horsens Fjord
Rundt om Horsens Fjord er der flere steder, hvor man kan fiske efter havørred og regnbueørred og i sommerhalvåret også hornfisk og multer. Fra Høegh Guldbergs Gade i Horsens til Fiskerhuset nær Boller Slot ligger den 3 km lange Planetstien, der illustrerer solsystemet. Og ikke langt derfra på Glud Museum kan man opleve 350 års landsbyhistorie - bl.a. en firlænget bindingsværksgård, små fiskerhjem og husmandssteder.

Alrø
På Alrø ligger tre hyggelige spisesteder i charmerende omgivelser, der alle serverer klassiske danske retter. Her kan man bl.a. nyde kæmpe tarteletter eller prøve at spise i en tidligere grisestald. Øen byder på ægte landsbyidyl med bindingsværkshuse, et rigt fugleliv og skønne naturomgivelser, og der er gode betingelser for såvel lystfiskere som wind- og kitesurfere. Alrø Kirke ligger 14 meter over havets overflade med en smuk udsigt over Horsens Fjord.

Hos vin- og bryghuset på Brandbygegaard kan man gå en tur i vinmarken og køkkenhaven eller hilse på gårdens dyr, når der hver fredag er gårdsalg. Alle drikkevarer er økologiske og udvalget er bredt med blandt andet mousserende æble- og druevine, cider, portvin, øl, gin og vodka produceret på gården af egne råvarer. Alrøs nye kulturelle samlingssted er Galleri Mynster, indrettet i Alrøs gamle skole, hvor Tine Mynster både bor og udstiller sine værker. Gennem sommeren kan man endda komme til særlige intimkoncerter.



Snaptun
I Snaptun kan man opleve det charmerende havnemiljø med lystbådehavn, fiskerleje og færgefart til Hjarnø og Endelave. Fra havnen, havnebistroen, legepladsen eller stranden er der en flot udsigt til de nærliggende kyster og den livlige sejlads i den smalle udmunding af fjorden. Her kan man gå på kyststien til Juelsminde, der en utrolig smuk 22 km lang vandretur.

Hjarnø
På øen Hjarnø ligger en af Danmarks mindste kirker, og der er skibssætninger fra vikingetiden. I sommerperioden kan man hoppe med på en traktortur rundt på øen.