​Dansk Byggeri roser Odder

Dansk Byggeri Østjylland og Odder Kommune har været samlet til det årlige dialogmøde. Begge parter lægger stor vægt på den tætte kontakt, som er med til at skabe gode forhold for de lokale virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.

- Vi er særdeles tilfredse med den gode dialog og samarbejdet med Odder Kommune. Vi kan jo se, at Odder Kommune på ganske kort tid har flyttet sig op på vores liste over erhvervs- og byggevenlige kommuner, siger Benny Kristensen, der er medlem af bestyrelsen for Dansk Byggeri Østjylland. Formændene for de to lokalforeninger i Odder – Bjarne Ilsøe og Bent Jochumsen - tilføjer:

- Vi vil kvittere for en meget fornuftig udbudspolitik, der er med til at skabe arbejdspladser og aktivitet i lokalområdet. På mødet drøftede vi branchens ønske om mere fleksible åbningstider på genbrugspladser i Odder og resten af Østjylland og de udfordringer, som Odder Kommune har haft på byggesagsbehandlingstider.

I top ti på erhvervsvenlighed
På mødet blev der fra branchens side kvitteret for den flotte placering som nummer 7 ud af 98 kommuner, som Odder fik i årets analyse af erhvervsvenligheden i kommunerne. De lokale virksomhedsrepræsentanter gav også en status for bygge- og anlægsbranchen i Odder og i det østjyske generelt. Der er godt gang i branchen i det østjyske, mens andre egne af landet endnu ikke for alvor mærker opsvinget.

Tæt kontakt
Borgmester Uffe Jensen sætter også stor pris på mødet med Dansk Byggeri og på de positive relationer til erhvervslivet.

- Fra kommunens side er det vigtigt, at vi har den tætte og jævnlige kontakt med virksomhederne. Det gør vi selvfølgelig for at skabe de bedst mulige forhold for erhvervslivet og dermed også medvirke til at skabe arbejdspladser og uddannelsesmuligheder for vores borgere, siger borgmesteren og fortsætter:

- Begge parter ser frem til at fortsætte og udbygge de gode relationer mellem kommunen, de lokale bygge- og anlægsvirksomheder og Dansk Byggeri.