DM i Coastalroning til Odder

08. juni 2020

”Lad det være sagt lige ud, så er det jo ikke det letteste år, vi har valgt at være vært for DM, men som Coronaepidemien udvikler sig nu, tror vi på at De Danske Mesterskaber bliver til noget, og vi glæder os,” siger formand for Odder Roklubs DM-udvalg, Peter Poulsen om det kommende DM i coastalroning.

For klubben var det en fjer i hatten, at den overhovedet blev spurgt om så stort et arrangement, efter kun at have haft coastalbåde i én sæson.

”Det er en tillidserklæring at Dansk forening for Rosport har betroet os af afvikle DM. Det er lige så så fantastisk som, at vi har fået en ny actionpræget roform, som vi kan tilbyde alle, som synes at det skal være sjovt og udfordrende at komme på vandet,” fortæller han.

DM i coastalroning kommer til at foregå på en match-race bane ud for Trekanten i Saksild, som Odder Kommune har givet klubben lov til at anvende til mesterskaberne.

”Vi glæder os til at give alle interesserede lejlighed til at se en kommende olympiske disciplin -præsenteret af landets bedste Coastal-roere. Man kan nemlig følge DM gratis fra hele strandområdet ved Rude og Saksild,” forklarer Michael Brandt, der er formand for Odder Roklub.

Coastalbåden er udviklet ved den franske Atlanterhavskyst og bådtypen er både til høje bølger, til stille vand og alt derimellem. Coastalroning kan være en adrenalinpumpende roform, der henvender sig til samme målgruppe som mountainbikes og kitesurfing, fordi roerne kan surfe på store bølger. Bådtypen kan også appellere til andre roere, som ønsker god motion alene eller i fællesskab med en rokammerat.

Først nu der kan planlægges

Odder Roklub har haft al roning lukket ned siden marts, og det er først den seneste måned, at klubbens roere, så småt har kunnet komme på vandet igen og med virkelig mange restriktioner.

Det har betydet, at klubben ikke har kunnet tage nye medlemmer ind hverken i kajak eller roning, og al instruktion har været aflyst.

”Vi får travlt nu med både at arrangere DM og med den udskudte instruktion. I DM-udvalget havde virkelig håbet, at kunne slå på storetrommen for coastalroningen fra sæsonstarten i april, men det er først nu, vi kan åbne for nye medlemmer. Det sker med to Kom og Prøv arrangementer i Coastalroning den 10. og 21. juni. Så kan alle interesserede, inden DM, kan nå at prøve på egen krop, hvad hypen omkring coastalroningen går ud på,”  understreger Peter Poulsen.

Det var NordeaFonden, der donerede penge til bådene i 2018, og de ankom til klubben i maj 2019.