Gylling Børnehus

Ferielukning i dagtilbud med fælles pasning

17. december 2020

Baggrund

Byrådet i Odder Kommune har besluttet, at daginstitutionerne og børnehusene i landsbyordningerne skal have fælles pasning de dage, hvor institutionerne er ferielukket på grund af forventet lavt fremmøde af børn i institutionerne. Der er lavt fremmøde, når færre end 20 % af børnene forventes at komme i institutionen. For landsbyordningerne indbefatter ferielukning med fælles pasning også de tilknyttede dagplejebørn.

Hvilke dage er institutionerne ferielukket

Den 24. december og Grundlovsdag er alle institutioner lukket og der tilbydes i henhold til dagtilbudsloven ikke alternativ pasning.

Herudover ferielukker alle institutioner og børnehuse i landsbyordningerne på følgende dage i 2021:

  • Dagene op til påske
  • Fredagen efter Kr. Himmelfart
  • Uge 28+29+30
  • Dagene mellem jul og nytår

På disse dage er alle institutioner i udgangspunktet ferielukket, men der vil være fælles pasning for tilmeldte børn på én af kommunens daginstitutioner. Pasningen af alle børn med pasningsbehov vil foregå på denne institution.

Hvad gør man hvis man har behov for pasning

Da alle institutioner i udgangspunktet er lukket på ovennævnte dage skal man meddele det, hvis man har behov for pasning.

Hvis man har behov for pasning på dagene i foråret er fristen for tilmelding til dette 1. marts 2021.

Hvis man har behov for pasning sommerferien(uge28+29+30) er fristen for tilmelding til dette 5. april 2021.

Hvis man har behov for pasning i dagene mellem jul og nytår er fristen for tilmelding til dette 22. november 2021.

Pasningsbehov skal meddeles til lederen af barnets institution.

Hvor finder fælles pasning sted

I fællespasningsdagene i foråret er det Krible-Krable, der varetager pasningen. I uge 28 foregår pasningen i Egholmgaard. I ugerne 29-30 foregår pasningen i landsbyordningen. Mellem jul og nytår er det Vennelund, der varetager den fælles pasning.

Det er i udgangspunktet den åbne institution, der bemander feriepasningen. Det kan derfor ikke garanteres, at der er kendt personale i institutionen.

Hvis dit barn normalt går i en institution med frokostordning skal der medbringes madpakke til feriepasningen. Du bliver efterfølgende kompenseret økonomisk for disse dage

Hvorfor ferielukket

Ferielukning med fælles pasning gennemføres for at sikre, at ressourcerne kan bruges bedst muligt i hverdagen, til gavn for alle børn.
For at vi kan vagtplanlægge bedst muligt ved fælles pasning er det derfor vigtigt at forældre, der har tilmeldt fælles pasning, hurtigst muligt siger til, hvis der ikke længere er behov for pasning.
Hvis børn, der er tilmeldt pasning, alligevel ikke kommer, betyder det at ressourcer er blevet afsat, som kunne have været benyttet på andre tidspunkter.

Andre ferieperioder i institutionen

Den ovenstående procedure for tilmelding til fælles pasning gælder alene for de nævnte dage.
I efterårsferie, vinterferie og lignende, hvor der ofte er mange der holder fri, kan man i den enkelte institution, vælge at undersøge hvor mange, der forventer at komme i institutionen. På den måde kan institutionen også på disse dage sikre at man bruger personaleressourcerne bedst muligt.