mennesker i en sal og musikere på scenen

Festlig åbning af musikfestival

02. oktober 2019

Der var jubel, musik og taler, da LMS Musikfestival blev åbnet i Spektrum Odder tirsdag eftermiddag.

Omkring 350 børn og voksne var mødt op til den festlige åbning, hvor eleverne, der er med i KulturCrew, bød velkommen og styrede showet.

Borgmester i Odder Kommune, Uffe Jensen, og borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, holdt en fælles tale, hvor de erklærede LMS Musikfestival for åben.

- LMS Musikfestival er et eksempel på, hvad vi kan, når vi samarbejder. Vi kunne næppe være værter for så stort et projekt alene i Odder Kommune, men sammen med vores gode venner i Horsens, kan det sagtens lade sig gøre, sagde Uffe Jensen, mens også Horsens-borgmesteren roste det gode samarbejde mellem de to kommuner.

- Vi har et godt samarbejde baseret på tillid, sagde Peter Sørensen.

Til åbningen spillede An Odder Band fra Odder Musikskole og WannaBe fra Horsens Musikskole, og så sang alle med på sangen "Kendskab giver venskab".
 
Åbningen blev afsluttet med etbrag af en koncert, da HipSomHap gik på scenen, og alle dansede med til deres børnerap-sange.

Læs programmet for LMS Musikfestival.

Læs om de sideaktiviteter eleverne kan deltage i. 

Gratis familiekoncert

LMS Musikfestival for børn og unge byder på 200 koncerter for i alt 14.000 skoleelever i Odder og Horsens Kommune. I Odder skal alle skoleelever til to koncerter og en anden musikalsk aktivitet den 3. oktober, hvor hele byen vil komme til at summe af liv og musik, når der er gang i mere end 30 spillesteder.
 
Der bliver også mulighed for, at hele familien kan komme til koncert. Det sker den 3. oktober kl. 16-16.45 i Pakhuset i Odder, hvor der er familiekoncert med Moussa Diallo Trio, der blandt andet har lavet musik til Cirkeline. Der er gratis adgang, men det kræver dog en billet, som skal hentes på Odderbilletten.dk. Familiekoncerten er for børn i alderen 4-8 år og deres familier.
 

OM LMS Musikfestival 2019

• Verdens største musikfestival for skolebørn afholdes i Horsens og Odder 1.-3. oktober.
• 14.000 skolebørn overværer hver to koncerter og deltager i én workshop/musikaktivitet.
• Musiklærere, organisationsfolk, kontakter fra skoler og kommuner m.fl. mødes til musikalsk networking, inspiration, kurser og oplæg.
• 200 koncerter, 30 musikgrupper, 2 samarbejdende værtskommuner og omkring 100 udenlandske gæster.
• Faglige oplæg og workshops for voksne.
• YAMsession (Young Audiences Music) - Internationalt forum og YAMaward - prisuddeling til orkestre, der spiller for børn og unge.
• Læs mere www.lms.dk