Den nye skov ligger ved Præstelunden

Fire hektar ’ny’ skov i Odder

27. august 2020

Odder Kommune er blevet fire hektar skov rigere. I begyndelsen af maj blev byrådet nemlig enige om at sige ja tak til en gave fra Sparekassen Kronjylland, der lød på Lundeskoven, et stykke skov som ligger syd for Lundevej. Den gave sagde borgmester Uffe Jensen officielt tak for torsdag formiddag på en gåtur i den ny-kommunale skov.

”Jeg ville gerne sige pænt tak for den her fine gave. Den peger jo også fint ind i Odder Kommunes arbejde med at blive mere klimavenlig, og jeg er sikker på at skoven kommer til at blive brugt af mange af vores borgere, både børn og voksne,” sagde han, da selskabet holdt pause på en af broerne i skoven.

”I Sparekassen Kronjylland går vi meget op i at støtte de lokalsamfund, som vi er en del af, for eksempel med gaver. Men vi har aldrig prøvet at give en skov før – og hvordan pakker man sådan en ind? Vi var i hvert fald ikke i tvivl om at den her skov tilhører borgerne i Odder Kommune, og derfor er vi glade for at kunne overdrage den til kommunen,” sagde Pia Avnsted, der er områdedirektør i Midtjylland i Sparekassen Kronjylland.

Med på turen var også Keld Jørgensen, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Naturfredningsforening i Odder. Og også her var der begejstring for den nye skov.

”Vi synes bestemt at det er godt med den her skov, som jo også er meget bynær – og vores holdning er jo også at ’jo mere skov jo bedre’, sagde han.

Samtidig med gåturen kunne banken også afsløre, at der fulgte en lille ekstra-gave med skoven – en bænk, som man nu skal til at finde en placering til.