Torvet med springvand

Flertal for pullerter på Torvet

09. april 2019

På byrådsmødet mandag eftermiddag den 8.april i Boulstrup Forsamlingshus vedtog et flertal i byrådet, at der skal etableres hæve-sænke-pullerter på Torvet, som en del af en byudviklingsstrategi for byen. Det kaldes at "fredeliggøre" torvet, fordi biltrafik og parkering afspærres i en periode, så der kan laves et mere levende og aktivt torv med aktiviteter.  

Venstre, Socialdemokraterne, Radikale, SF og Enhedslisten stemte for med 16 stemmer. Dansk Folkeparti stemte imod (1 stemme), og De Konservative undlod at stemme (to stemmer).

Du kan se det arkiverede byrådsmøde på Odder TV. Da byrådsmødet blev holdt i Boulstrup Forsamlingshus er lyd og billedkvalitet ikke så god som til byrådsmøderne i byrådssalen.

Logo for Odder NetTV

Læs referatet fra byrådsmødet

Uddrag af debatten 

Ole Lyngby Pedersen (V)
- Det er et led i byudviklingsstrategien, at vi skal have fredeliggjort Torvet, og det skal foregå ved at opsætte hæve-sænke-pullerter ved indgangen til Torvet. Det vil koste ca. 518.000 kr og 13.000 kr. årligt til drift. Jeg har erfaret, at der er lidt bekymringer, om det vil lægge Torvet dødt i stedet for at gøre det levende, og jeg er opmærksom på, at vi skal lave nogle fleksible løsninger. 

Marianne Hundebøll (F)
- SF har i mange år kæmpet for at få det Torv bilfrit, så vi er glade for, at det er ved at lykkes nu, men hvordan er det med adgang for handicappede, der kommer med en bil, sagde Marianne Hundebøll, der fremstillede et forslag om at sende sagen til handicaprådet inden godkendelse. Det forslag stemte kun Marianne Hundebøll for, mens Dansk Folkeparti og De Konservative undlod at stemme.

Martin Mikkelsen (C)
- Vi ser spændende perspektiver i det. Det kan være med til at forhindre ulovlig parkering og fartbøller, som vi ser meget om aftenen. Vi mangler, at det bliver klart, at det er en prøveperiode i en bestemt tidsramme. Og så er der en usikkerhed om, hvad der skal ske efter ordningen, og hvem der bestemmer over pullerterne. 

John Rosenhøj (O)
- Jeg synes ikke, at en total lukning af Torvet er en god ide, men pullerterne er en god ide, fordi vi kan lukke Torvet, når vi har byfest og så videre. Det giver god mening. Men jeg tror ikke på en lukning af Torvets parkeringspladser. Vi siger ja til pullerterne, men hele diskussionen om parkering skal vi have.

Dansk Folkeparti stemte imod indstillingen og fik ført til protokols, at man stemmer imod, da man ikke kan tilslutte sig første "at" i indstillingen. Det vil sige følgende formulering: At fredeliggørelse af Torvet for biltrafik og parkering realiseres i foråret 2019 i overensstemmelse med ovenstående projekt, samt at ovenstående takster godkendes.

Elvin Hansen (A)
- Det handler ikke om en prøveperiode, men nogle pullerter vi sætter ned, og de bliver stående. I Socialdemokratiet har vi arbejdet for at lukke Torvet for trafik siden 2000, men det er aldrig blevet stemt igennem. Nu er tiden ændret, og vi skal bare gøre det.

Kresten Bjerre (B)
- Pullerterne er en permanent løsning, og de kan bruges, uanset om Torvet er som nu, eller om der kommer en ny udformning. Sagen indgår også som led i byudviklingsstrategien, hvor vi har afprøvet forskellige tiltag, og nu kan vi afprøve at gøre Torvet bilfrit. Det er glimrende, og så må vi senere tage stilling til, hvordan det skal være permanent.

Lone Jakobi (A)
- Det er ikke en prøve, men vi skal løbende forholde os til, hvordan de skal fungere. 

Hans Hamman (V)
- Hvis ikke der er behov for pullerterne, så kan det være, at de skal blive nede, men det er vigtigt, at vi prøver det af. Ligesom vi gjorde med sivetrafik på gågaden. Det viste sig, at det ikke var en god ide, og så blev vi klogere. Nu prøver vi dette, og så må vi se.

Niels Rosenberg (C)
- Jeg har altid været fortaler for, at der ikke skulle være biler på torvet, men den her sag tricker mig lidt, fordi det drejer sig om pullerter, men man gemmer det med bilerne væk. Så er man fri for debat. Jeg synes, vi skal tage den debat om biler på Torvet i byrådet.

Leif Gjørtz (Ø)
- Det er nyttigt at få fredeliggjort Torvet, og det er vigtigt, at bymidteforum kommer med nogle bud på at gøre byen attraktiv.

Fakta om pullerterne

Hæve-sænke-pullerterne kan være nede ved varekørsel på hverdage i tidsrummet kl. 05.00 – til 11.00, hvorefter de kører op. Der kan være trafikanter, der skal ind på området efter kl. 11.00 samt i weekender, f.eks. aftalt ærindekørsel for handicappede, beboere med flyttelæs, Hjemmeplejen og Beredskabet. Dette kan styres ved f.eks. en adgangsbrik eller fjernbetjening mv. Der er planer om at købe seks pullerter. Pullerne bliver etableret, så de er klar til sommer.

Se kort over placeringen af pullerterne

Baggrund for sagen

Byrådet vedtog i 2018, at der skal udarbejdes en byudviklingsstrategi for Odder bymidte. Byudviklingsstrategien støttes af Realdania.

Som basis for at udarbejde en strategi blev der i 2018 etableret et bymidteforum, der består af et bredt felt af forskellige interesser. Bymidteforum har i det forløbne år været samskabende i formuleringen af vision og principper for bymidtens udvikling og omsat ønsker og problemstillinger til fysiske afprøvninger, dvs. forskellige forsøg.

De fire fysiske afprøvninger og efterfølgende evalueringer har været en frugtbar metode til at undersøge forskellige problemstillinger og attraktionsmuligheder i bymidten. At sikre en attraktiv ramme for torveaktiviteter viste sig i løbet af processen at være et af de vigtigste emner for at skabe liv i byen. På torvet har der bl.a. været et madhåndværksmarked, et kunsthåndværksmarked og Bymidteforums afslutningsarrangement på Centralhotellet. Torvet blev indrettet med nye plantekasser og små stålhuse, som dels anvendes som handelsboder, dels som opholdsmøbler.

60% af de adspurgte i evalueringen udtrykker, at de ønsker Torvet friholdt for parkering, og 65 % ønsker, at Torvet skal friholdes for gennemkørende biler.

En af anbefalingerne fra den kommende byudviklingsstrategi er derfor at fredeliggøre Torvet for parkering og gennemkørende biltrafik for at fremme et attraktivt og fodgængervenligt byrum med ophold, torvehandel- og cafémiljø omkring Torvet.

Parkeringsbelægningsanalyse for Odder bymidte

Med udgangspunkt i de ønskede tiltag i bymidten har COWI i 2019 udarbejdet en parkeringsbelægningsanalyse med konsekvensvurdering af lukningen af eventuelle parkeringspladser. Undersøgelsen konkluderer, at der ved nedlæggelse af parkeringspladserne på Torvet stadig er nok tilgængelige parkeringspladser i bymidten, bl.a. på Dommerpladsen og Aaparkeringen. Undersøgelsen peger desuden på, at der til enhver tid er registreret 149 ledige offentlige parkeringspladser i bymidten. Pladserne er spredt over forskellige parkeringsområder.

En undersøgelse fra Aarhus peger på, at fodgængere og cyklister genererer mere byliv end bilister, og at de bløde trafikanter udgør et omsætningsmæssigt potentiale, idet de typisk besøger flere steder i byen pr. tur end bilister.

Byrådet har besluttet at afsætte hhv. 2.000.000 kr. i 2019, 4.000.000 kr. i 2020 og 4.000.000 kr. i 2021 på anlægsbudgettet til realisering af byudviklingsstrategien.