Flyt til Odder

Et nyt tilflyttersite, målrettet online annoncering og masser af gode grunde til at flytte til Odder Kommune. Det er nogle af elementerne i den bosætningskampagne, som Odder Kommune sætter strøm til i denne uge.

- Det går rigtigt godt med tilflytning til Odder Kommune, og vi vil gerne sætte endnu mere fart på, siger kommunaldirektør Henning Haahr.

1200 nye borgere om året
Ved seneste opgørelse i september 2017 var der 22.541 borgere i Odder Kommune. I løbet af 2016 flyttede mere end 1200 borgere til kommunen, og befolkningstilvæksten var på ca. 200 borgere. Visionen er, at der er 25.000 borgere i Odder Kommune i 2025.

børn leger ved springvand

Odder kommune er stadig ret ok
Kampagnen er en videreførelse af den bosætningskampagne, Odder Kommune satte i gang i 2015. I den forbindelse blev der gennemført en analyse af kendskabet til Odder Kommune blandt aarhusianske børnefamilier. Analysen viste bl.a., at mange ikke kendte ret meget til Odder Kommune.

Kampagnen er bl.a. kendt for mottoet ”det er da ret ok” og for, at lokale borgere var ambassadører for kommunen. Ambassadørerne stillede frivilligt op for at fortælle potentielle tilflyttere om livet i Odder Kommune.

Mottoet og ambassadørerne er stadig en vigtig del af bosætningskampagnen, men denne gang er indsatsen samtidig mere konkret i forhold til nogle klare budskaber. Eksempelvis at man ved at køre 20 minutter fra Aarhus kan få mere end en mio. kr. ekstra at bygge for, fordi byggegrundene er billigere i Odder.

løbere i en skov

Flyt til Odder
Odder Kommune har indgået et samarbejde med bureauet Mindmill fra Aarhus. Det er primært en digital kampagne, som er målrettet aarhusianske børnefamilier på sociale medier og udvalgte hjemmesider.

I forbindelse med strategien bliver der lanceret en ny hjemmeside, FlyttilOdder.dk, hvor Odder Kommune bliver præsenteret, og de gode argumenter for at flytte til Odder bliver fortalt.

Man kan på FlyttilOdder.dk hente en guide til, hvordan man tilrettelægger processen med at bygge et nyt hus. Man kan også hente en guide om de mange fordele ved at bo i Odder Kommune. Budskaberne om det gode liv i Odder Kommune vil desuden blive sendt via e-mail og bannere på forskellige sider på nettet og facebook til borgere, der har vist interesse for at flytte til Odder.

Målrettet markedsføring
- Vi målretter vores markedsføring af Odder Kommune direkte til aarhusianske børnefamilier, der søger lidt mere plads, lidt mere råderum i økonomien og trygge omgivelser til børnene og familien. Og så slår vi fast, at der kun er 20 minutter til Aarhus og mange penge at spare ved at flytte til Odder Kommune, siger Henning Haahr.

I forbindelse med lanceringen af den nye kampagne vil Odder Kommune også være til stede ved åbningen af letbanen i Aarhus på lørdag 23. september. Her kan man høre mere om, hvordan det er at bo i Odder Kommune, og hvor let det bliver at komme fra Aarhus til Odder med letbanen, når den åbner 26. november.

Læs mere på Flyttilodder.dk