Centralhotellet

Folkecafé i Centralhotellet

07. august 2019

I folkecaféen kan du ikke alene høre spændende indslag, du kan også deltage aktivt i debatter og diskussioner. Der er ren forsamlingshusstemning i folkecaféen, og du kan købe kaffe og kage.

I løbet af dagen kan du møde Henrik Mikkelsen, der har planer om at invitere til en fælles vandretur fra Odder til Moesgaard. Du kan også møde Preben Astrup, der forsker i og skriver bøger om frivillighed. og han vil gerne tale om hvordan vores fælles engagement binder os sammen.

Du kan også høre om en sælsom begivenhed, der fandt sted ved Rude strand i ´92, når Jonas Landin Ohnemus tager dig med ind i en lokal lydfortælling. Du kan måske bidrage til historien eller med nye spændende lokale fortællinger?

Der er også mulighed for at debattere med en gruppe lokale unge, der mener at Odder kan blive et endnu bedre område for de unge.

Du kan komme fra start, eller du kan slutte dig til arrangementet i løbet af dagen. 

Folkecaféen er et samarbejde mellem Frivilligcenter Odder, Odder Museum og Odder Bibliotek. Sammen vil vi gerne skabe et arrangement, hvor du har mulighed for at deltage aktivt og bidrage til debat og diskussion. Herigennem vil vi gerne sætte fokus på fællesskab, demokratisk dannelse og borgerinddragelse.