Frivillighedsfest med humor og hyldest

28. januar 2020

Der er lagt i kakkelovnen til en særlig aften til Odder Frivillighedsfest, når frivilligheden og de særlige præstationer fejres. Komiker og foredragsholder Jan Svarrer guider publikum trygt og sikkert igennem aftenens program og krydrer arrangementet med komiske indslag fra sit eget repertoire. Senere på aftenen optræder Sebastian Dorset med sin hyggelige men også ubarmhjertige og morsomme facon, kendt fra den danske Stand-up scene, og giver et show, som er særligt skræddersyet til Odder Kommune. Herudover vil aftenen også byde på underholdning fra Odder Musikskole og lokale talenter.

Husk billetten til show og prisuddeling

Alle kan deltage til festen den 6. marts, dog skal man have en billet til show og prisuddeling, som kan hentes gratis på odderbilletten.dk. Billetterne frigives mandag den 3. februar, og der frigives i alt 700 billetter. Pladserne er unummererede, og dørene åbnes et kvarter før, arrangementet går i gang.

Mad fra lokale leverandører

Lokale leverandører står klar med streetfood i Hal 1 kl. 17-20, så der er rig mulighed for både at spise og snakke, inden der er show og prisuddeling.

Der kan købes madbillet på administrationsgangen i Spektrum Odder fra den 10. februar eller i hallen ved ankomst. En madbillet koster 100 kr. og inkluderer en hovedret, en dessert og en kop kaffe.

Sæt kryds i kalenderen

Frivillighedsfesten er fredag d. 6. marts med spisning kl. 17-20 og show og prisuddeling kl. 20-23.

Hele arrangementet foregår i Spektrum Odder, Parkvej 5, 8300 Odder.

Priser til Frivillighedsfesten 2020

Til Frivillighedsfesten skal der uddeles i alt otte priser og tre pokaler.

  • Odder Kommunes Folkeoplysende Frivillighedspris: Gives til en person, der har udført et stort, frivilligt og ubetalt arbejde i en af Odder Kommunes foreninger, der får tilskud efter Folkeoplysningsloven.
  • Odder Kommunes Sociale Frivillighedspris: Gives til enkeltpersoner, grupper eller organisationer, der har gjort en særlig frivillig indsats inden for det sociale område.
  • Odder Kommunes Bag Kulissen Frivillighedpris: Gives til en person, som har gjort en særlig, frivillig indsats bag kulissen til gavn for et frivilligt initiativ.
  • Odder Kommunes Handicappris: Gives til den frivillige indsats, herunder både den organiserede frivillighed på handicapområdet, samt den aktive medborger, der gør en særlig indsats for mennesker med handicap.
  • Odder Kommunes Kulturpris: Gives til enkeltpersoner, institutioner, grupper eller foreninger, der er aktive udøvere eller som arbejder med projekter inden for den skabende/udøvende/formidlende kunst, og som har skabt opmærksomhed om kulturområdet i Odder Kommune.
  • Odder Kommunes Idrætspriser 7- 25 årige.
  • Spektrum Odders Hæderspris.
  • Odder Avis´ Initiativpris.
  • Idrætsrådets 3 pokaler: Valdemar Aagaards mindepokal, Niels Fredborg pokalen og Odder IGF´s Ærespokal

Du kan læse mere om Frivillighedsfesten på www.odder.dk/frivillighedsfest