mennesker samlet i hal

Fuldt hus til informationsmøde om Færgebyen

20. november 2019

Der var godt fyldt op i den store sal på Egmont Højskolen, da Odder Kommune sammen med Domis inviterede til informationsmøde om Færgebyen tirsdag aften.

Færgebyen er det projekt, som vandt udbuddet på det såkaldte "Ralleje" ved Hou Havn. Projektet indeholder boliger, erhverv og andre aktiviteter.

Læs mere om projektet på www.faergebyen.dk og følg løbende med i udviklingen på Færgebyens Facebook.

Formanden for Odder Kommunes Miljø-, Teknik- og Klimaudvalg, Ole Lyngby (V), bød velkommen til de mange fremmødte. Arkitekterne og Færgebyen ApS fortalte om projektet og viste en film. Det blev bl.a. lagt vægt på, at der skal være et "sympatisk" projekt. 

- Med Færgebyen ønsker vi at skabe en bydel fuld af liv og aktivitet. Udgangspunktet er, at vi vil skabe et rum, hvor man har lyst til at være, sagde Nicolai Hommelhoff, der er partner i Domis. 

- Det er et ideoplæg, som vi skal have endeligt på plads i en dialog med jer, tilføjede han. 

By og hav kobles sammen

Fra arkitektfirmaet Flæks fortalte Levi Dørken og Andreas Obel Bjørn-Præst om tankerne bag arkitekturen i projektet. 

- Det er et spændende areal, hvor vi gerne vil koble havet og den eksisterende by bedre sammen. Vi har hentet inspiration i en nyfortolkning af det klassiske bådhus, som man kender fra eksempelvis Skagen. 

Teknisk Chef i Odder Kommune, Casper Grønborg, fortalte, at der bliver nedsat en følgegruppe, som skal være sparringspartner på projektet. Hou Fællesforum er bl.a. med i den gruppe. 

Casper Grønborg fortalte også, at det er planen, at der bliver indledt en proces med udarbejdelse af lokalplan til efteråret 2020, der bliver lavet en trafikanalyse og så kan byggeriet begynde i 2021. 

Efter oplæggene var der mange spørgsmål fra de fremmødte, der bl.a. spurgte til parkering, vandstand, boligtyper, biodiversitet og følgegruppens virke.