Tavle til anvisning af bord i Borgerservice

Genåbning af de borgervendte funktioner i rådhuset og VitaPark m.v.

22. maj 2020

Onsdag aften offentliggjorde regeringen en aftale om yderligere genåbning af Danmark fra onsdag 27. maj. Aftalen omfatter blandt mange andre ting, at medarbejderne i den offentlige sektor kan vende tilbage til deres arbejdspladser i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.

I Odder Kommune glæder vi os til, at rådhuset og VitaPark – herunder Borgerservice, Jobcenter og BFC – samt andre borgervendte funktioner fra onsdag den 27. maj igen er åbne for borgere og medarbejdere.

I første omgang kræver det dog tidsbestilling

For borgerne i Odder Kommune betyder genåbningen konkret, at der nu igen er åben for ekspedition i Borgerservice.

For at kunne leve op til retningslinjerne er det dog foreløbigt kun muligt, hvis man på forhånd har bestilt en tid til ekspedition, eller på anden måde har en forhåndsaftale om at møde fysisk op.

Sådan bestiller du tid:

  • Borgerservice på odder.dk/tidsbestilling 
  • Jobcentret på telefon 8780 3787 (er du allerede i kontakt med Jobcentret, så kontakter du dem som hidtil) 
  • Øvrige ting på telefon 8780 3333

Bygningerne bliver gjort klar

Inden genåbningen vil bygningerne blive gjort klar, så både borgere og medarbejdere møder tydelig skiltning og vejledning, som lever op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Det gælder blandt andet fortsat, at man som borger eller medarbejder ikke skal møde op, hvis man har symptomer på sygdom. Der vil også være begrænsning på hvor mange, der samtidig kan være tilstede i borgerservice og andre steder på rådhuset og i Vitapark. Man kan derfor blive bedt om at vente udenfor indtil andre har forladt stedet.