Godt gang i hussalget

02. juni 2020

Husene i Odder Kommune er en populær vare, og har været det igennem noget tid. Det viser tal fra hjemmesiden boligsiden.dk, som alle ejendomsmæglere indberetter til.

Kigger man først på salgstider, så har det frem til april 2020 taget 148 dage i gennemsnit at sælge en villa eller et rækkehus i Odder. På samme tidspunkt i 2017 tog det 258 dage og i 2019 hed tallet 201.

Samme tendens gør sig gældende med priserne på de huse, der bliver solgt – bortset selvfølgelig fra at der her er tale om en stigning. I april 2020 kunne man i gennemsnit få 13.450 kroner pr. kvadratmeter for en villa eller et rækkehus i Odder, mens man på samme tidspunkt i 2017 kunne få 11.493 kroner. På mellemstationen i 2019 lød gennemsnitsprisen på 12.560 kroner.

Tendensen gør sig også gældende på sommerhuse, som er meget eftertragtede, ikke mindst i tiden efter nedlukningen i forbindelse med corona-virussen.

Ud over de allerede byggede huse, er der også godt gang i salget af byggegrunde i kommunen. For eksempel bliver næste etape af grundene ved Bendixminde snart til salg. Dem kan du læse mere om her.