Børn spiller musik

Horsens og Odder er værter for verdens største musikfestival for børn og unge

26. august 2019

I et samarbejde med ’Levende Musik i Skolen’, LMS, byder de to kommuner alle deres skolebørn velkommen til to koncerter og en ekstra musikaktivitet i løbet af tre festivaldage. På scenerne står professionelle danske og udenlandske musikere, der har specialiseret sig i at formidle musik til det unge publikum, i alt 200 koncerter.
Festivalen er en årlig tilbagevendende begivenhed, og for første gang går to kommuner sammen om at lægge skoler, koncerthuse, spillesteder og børn til de mange oplevelser.

Lokal opbakning om en verdensbegivenhed
Det omfattende samarbejde mellem Horsens, Odder og ’Levende Musik i Skolen’ har stået på længe. Trafikken og korrespondancen mellem de to byer og LMS i Aarhus har været tæt. Så stort et arrangement kræver blandt andet en masse praktisk planlægning som for eksempel bustransport for de mange festivalgæster mellem skoler, spillesteder og hoteller. Dertil kommer en minutiøs fordeling af de enkelte skoleklasser til de mange koncerter. Musikskolerne i begge kommuner har også arbejdet på højtryk for at få det hele til at gå op.

Horsens Kommunes borgmester Peter Sørensen glæder sig over, at Horsens er en del af den fantastiske musik-event.

- Horsens er kendt som en levende kommune med et sprudlende kulturliv, der byder på kultur 365 dage om året med alt lige fra små intime og unikke oplevelser til de store brag. Og nu kan vi i et tæt samarbejde med Odder Kommune og LMS tilbyde vores tusindvis af skolelever en musikoplevelse ud over det sædvanlige med Levende Musik i Skolen-festivalen. Det bliver nogle forrygende dage for vores børn og unge, siger Peter Sørensen.

Borgmester Uffe Jensen fra Odder Kommune er stolt af at være en del af den store musikalske satsning:

- Vi glæder os helt vildt. Det bliver en stor oplevelse for alle skoleeleverne, der kommer til at arbejde med musik i skolen og kommer til spændende koncerter. Samtidig bliver det en fest for alle borgere med de forskellige musikalske tiltag, der er i kommunen. Og så er jeg stolt af, at vi kan løfte sådan en opgave sammen med vores gode nabokommune i Horsens, siger Uffe Jensen.

Forældre og bedsteforældre er inviteret med
På festivalens sidste dag, onsdag den 3. oktober, har børnenes forældre og bedsteforældre chancen for at mærke den intense festivalstemning. I Odder kan hele familien nemlig få en fælles musikalsk oplevelse til en række eftermiddagskoncerter.

Internationalt forum og prisuddeling
Som en ekstra dimension ved dette års festival er det internationale forum YAMsession, der afholdes på skift i lande over hele Europa. Her mødes musikgrupper, producere, forskere og organisationsfolk til ekspertforedrag, showcases og prisuddeling, hvor de bedste koncertproduktioner kåres.

FAKTA

OM LMS Musikfestival 2019

  • Verdens største musikfestival for skolebørn afholdes i Horsens og Odder 1.-3. oktober.
  • 14.000 skolebørn overværer hver to koncerter og deltager i én workshop/musikaktivitet.
  • Musiklærere, organisationsfolk, kontakter fra skoler og kommuner m.fl. mødes til musikalsk networking, inspiration, kurser og oplæg.
  • 200 koncerter, 30 musikgrupper, 2 samarbejdende værtskommuner og omkring 100 udenlandske gæster.
  • Faglige oplæg og workshops for voksne
  • YAMsession (Young Audiences Music) – Internationalt forum og YAMaward – prisuddeling til orkestre, der spiller for børn og unge

Om Levende Musik i Skolen, LMS

  • Levende Musik i Skolen har siden 2007 hvert år arrangeret over 2000 koncerter om året, i alt 25.000 koncerter på skoler i hele Danmark og desuden flere steder i udlandet
  • LMS har kontor i Aarhus og er landets største koncertarrangør
  • Skolekoncertordningen tilbyder alle kommunens skolebørn mindst én koncertoplevelse med professionelle musikere på hvert klassetrin fra 0.-10. klasse
  • LMS Familiekoncerter understøtter og supplerer skolekoncertordningen, der sikrer, at børn bliver præsenteret for den levende musikkultur på alle klassetrin
  • Ordningen er støttet af Statens Kunstfond
  • Levende Musik i Skolen er udpeget af Statens Kunstfond til at koordinere alle skolekoncerter i Danmark, herunder koncerter med basisensembler, symfoniorkestre og regionale orkestre. Initiativet kaldes Koncertløftet”
  • Internationale netværk. Levende Musik i Skolen deltager i nordiske og internationale netværk og har formandsposten i den internationale Young Audiences Committee
  • KulturCrew. LMS har i samarbejde med Teatercentrum udviklet konceptet KulturCrew. Med ordningen bliver elever klædt på til at afvikle og få indflydelse på kulturelle arrangementer på deres skole.

 

Læs mere og se en præsentationsvideo