Logo for undersøgelsen "Hvordan har du det?"

Hvordan har du det?

05. februar 2021

Hvert fjerde år svarer regionens borgere på alt fra deres stressniveau over trivsel og til kost og motion. Det gør de i den største danske undersøgelse om sundhed og trivsel: "Hvordan har du det?"

Nu er det tid igen. Den 5. februar lander spørgeskemaet i den digitale eller almindelige postkasse hos 70.000 udvalgte borgere over 16 år i Region Midtjylland. Svarene former regionens såvel som kommunernes fremtidige sundhedspolitik og -indsats.

Hvordan påvirker corona midtjyderne?

Undersøgelsen bliver brugt både til at følge udvikling over tid i sundhedsvaner, mental sundhed og sygelighed og samtidig til at opfange nye tendenser. I år giver den en særlig indsigt i, hvordan corona-pandemien påvirker os.

- Jeg håber, at alle, der får skemaet, vil bruge tid på at fortælle os, hvordan de har det. Svarene bruger vi som rettesnor for, hvordan vi kan understøtte trivsel og sundhed, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

En forskningsmæssig skattekiste for kommunerne

- Vi oplever, at kommunerne er meget ivrige efter at få indsigt i den viden, der ligger i "Hvordan har du det?"

- Undersøgelsen gør os klogere på helbredsmæssige konsekvenser af ensomhed, risikofaktorer for stress, om tatoveringer øger risikoen for kræft, og i hvor høj grad patienter oplever, at det er svært at følge deres behandling. Den type viden får vi kun svar på, hvis vi spørger borgerne selv, fortæller Karina Friis. Seniorforsker ved DEFACTUM og projektleder på undersøgelsen.

Video

Video fra Odder Kommune om undersøgelsen Hvordan har du det?. Videoen afspille på Youtube
Hør Odder Kommunes udviklingskonsulent, Marie Kolind Laustup, fortælle mere om undersøgelsen. Videoen afspille på Youtube

Læs mere om undersøgelsen på hvordanhardudet.rm.dk