Livreddertårn ved Saksild Strand

TrygFonden Kystlivredning står bag det livreddertårn, som du kan møde på flere og flere strande – og igen denne sommer kan du også finde den ved Trekanten, Saksild Strand. Så nu kan vi lokalt også tilbyde lidt ”Baywatch stemning” med vaskeægte livreddere på vagt ved en af Østkystens i øvrigt mest børnevenlige strande.

Livreddertårnet er signalstribet i røde og hvide farver - og kan nemt ses på lang afstand. Det indeholder vigtigt redningsudstyr – som hjertestarter, motorbåd, rescueboards og andet førstehjælpsudstyr.

Fra fredag den 23. juni vil livredderposten være bemandet hver dag sommeren over fra kl. 11-19 frem til og med onsdag den 16. august.

Læs mere om Odderkystens strande på www.visitodder.dk.