foto af Anette Lahn med blomsterbuket

Lokal ildsjæl modtog fornem lederpris

25. marts 2019

De bedste overraskelser er dem, der kommer helt og aldeles bag på folk. Det gjorde overrækkelsen af Dansk Forening for Rosports lederpris for Anette Lahn. Hun var egentlig mest taget med til hovedgeneralforsamlingen, fordi hun havde holdt en workshop om klubkommunikation om formiddagen.

- Jeg sad faktisk og ventede på at deltage i formandsvalget, og jeg sad lidt i mine egne tanker. Jeg så godt, at der var nogle buketter på vej op til talerstolen og hørte godt, at Thomas Ebert fra hovedbestyrelsen gik på talerstolen, men det var først tre sekunder, førend han sagde mit navn, at jeg fattede, det var mig han talte om, fortæller hun.

Anette Lahn er umådelig stolt over, at Dansk Forening for Rosports hovedbestyrelse har fået øje på det arbejde, hun udfører for Odder Roklub, og dermed også på klubbens fokus på såvel bredde som elite.

- Det er jo en fantastisk følelse, at kendskabet til det arbejde, jeg og klubbens mange frivillige laver her i Odder Roklub, nu er synligt i hele ro-Danmark.

Ud over at være genvalgt til Odder Roklubs bestyrelse i år, er hun tovholder for sponsor- hunting og fundraising, elite- og kommunikationsudvalget og klubbens spritnye Coastalprojekt.

- Poul Madsens lederpris var et stort mentalt skulderklap, og at det lige skulle komme i år, hvor jeg også har modtaget Odder Kommunes Frivillighedpris, betyder faktisk meget mere, end jeg havde kunnet forestillet mig for min motivation til at fortsætte. På den anden side er priserne også et udtryk for, at jeg er blevet så tilpas gammel, at jeg er kommet i kategorien ”for lang og tro tjeneste.” Dybest set tror jeg, at hvis man for alvor vil styrke frivilligheden, så skal man overveje at give flere priser til de yngre ildsjæle, der gør en forskel, understreger hun.

Selv har hun lavet frivilligt arbejde, siden hun var 17 år, så det er blevet en livsstil, og hun kan egentlig ikke forestille sig at lade være.