Vejene i Odder bliver asfalteret af Arkil fremover

Mere asfalt for de samme penge

12. juni 2020

De næste 15 år står der Arkil A/S på de biler, der lægger og vedligeholder asfalt i Odder Kommune. Det står klart efter at firmaet for nylig vandt udbuddet, der skal sikre at asfalten på kommunens veje er i orden.

Den nye aftale koster næsten det samme som den gamle, med nogle mindre besparelser, men er alligevel en bedre forretning for kommunen. For hvor den gamle aftale dækkede 158 kilometer veje, så dækker den nye 278 kilometer.

Når Arkil A/S kan dække flere kilometer til samme pris, skyldes det blandt andet at virksomheden har et asfaltværk tæt på Odder og at man i forvejen har kontrakt med Aarhus Kommune. Derfor sparer man en del tid på for eksempel transport.

Med den nye aftale i hånden kan Odder Kommunes afdeling Fælles Drift og Service derfor levere en besparelse, uden at det kommer til at gå ud over serviceniveauet.