Mulighed for nye sommerhusområder

Odder Kommune søger om at få lov til at flytte rundt på fire sommerhusområder. Det besluttede byrådet på mødet tirsdag eftermiddag.

Erhvervsministeriet har åbnet for, at kommunerne kan få lov at bygge flere sommerhuse. Odder Kommune søger således om at få lov til dette, og først derefter skal der udarbejdes mere konkrete planer.

De ændrede sommerhusområde er med i ”Planstrategi 2017 – udviklings- og sommerhusområder”, der har været i offentlig høring fra den 8. august 2017 til den 3. oktober 2017. Der er i høringsperioden indkommet 21 individuelle og 83 enslydende høringssvar.

I planen er det lagt op til, at et sommerhusormåde ved Saksild og Amstrup fjernes, mens der kommer et nyt sommerhuområde ved Chr. Petersensvej i Saksild og et mindre område ved Rude. Desuden udpeges et udviklingsområde ved Assedrup, som reduceres fra 5,2 ha til 1,3 ha efter ønske fra ejeren af området.

Læs mere om sagen i dagsordenen og se det arkiverede byrådsmøde på Odder TV.

 - Vi kan med fortrøstning sende ansøgningen af sted og se, om vi kan få flere sommerhuse i Odder Kommune, sagde Elvin Hansen (A).

- Vi vil også gerne spørge staten, om vi kan få flere sommerhuse i Odder Kommune. Vi havde tænkt, at det skulle være et helt nyt område ved vandet, men vi går med til det, sagde Niels Rosenberg (C). 

- Vi går også ind for en tilretning af planen for sommerhuse. Det er vigtigt, at vi byder ind til staten med nogle muligheder. Derefter beslutter ministeriet, hvor mange sommerhuse vi får tildelt, og hvor det er muligt. Først derefter skal byrådet sagsbehandle det, og der gives mulighed for høring fremadrettet også, sagde Ole Lyngby (V).

- Vi er også glade for muligheden for at bytte rundt på sommerhusområderne. Men vi er ikke glade for de fire sommerhuse i Rude, der er i forlængelse af fredskov, sagde John Rosenhøj (O).

- Vi mener, at alle de overvejelser, der er i forhold til at bygge sommerhuse, kan komme med ind i en lokalplan, så vi går ind for at søge en kvote sommerhuse. Vi vil gerne have, at de kommende projekter bliver grønne og gennemtænkt på en god måde, sagde Kresten Bjerre (B).

- Vi siger ja i dag, men det kan godt være, at der kommer en kommuneplan eller en lokalplan senere, vi siger nej til, sagde Marianne Hundebøll (F).

- Jeg ønsker principielt ikke flere sommerhuse i Odder Kommune, men udsigten til at skifte hvedeørkener fra det konventionelle landbrug ud med grøn bosætning taler til mit grønne hjerte. Indsigelserne gør også indtryk. Det er en vigtig pointe, at dette alene er en planstrategi. Hvordan bebyggelsen kommer til at se ud, vil jeg følge nøje bl.a. med henblik på beplanting, at gøre det sprøjtefrit mm., sagde Ditte Marie Thejsen (Ø).

Lars Grønlund (A) rejste spørgsmålet om ikke sommerhusene ved Chr. Petersens Vej hellere skulle placeres ved Dyngby Strand.
- Det er en strategiplan, vi sender ud. Strategien er øgede sommerhuse, men hvordan gør vi det? Hvad med området ved Dyngby Strand fremfor Saksild?

Dansk Folkeparti stillede et ændringsforslag om, at de fire sommerhusgrunde, der er udpeget ved Rude, tages ud af planen. Det blev bakket op af SF og Enhedslisten, men nedstemt af resten af byrådet.

Helle Møller (F) blev erklæret inhabil, da hendes mand ejer grunden ved Chr. Petersens Vej, hvor der søges om mulighed for at bygge sommerhuse. Derfor deltog hun ikke i behandlingen af sagen.

Billede: Udviklingsområde ved Assedrup

 

 

 

Nyt sommerhusområde på Chr. Petersens Vej. 

Nyt sommerhusområde ved Rude.  

 

Område ved Saksild Strand, der bibeholdes.

Område ved Saksild Strand, der tages ud af planen. 

 

Område ved Amstrup, der tages ud.