Fra Odder Musikskoles nytårskoncert

Musikskolens nytårskoncert

09. januar 2019

Dryp, dryp, dryp. Sådan lyder vand. Men vand kan også lyde som bandet ”Wet Wet Wet” eller sange som Bamses ”Regnvejrssang”, ”We all live in a yellow submarine”, ”Smoke on the water”, ”Purple Rain”, ”Surfing USA” og sådan kan man fortsætte. Og det er lige, hvad Odder Musikskole har tænkt sig at gøre, når de slår dørene op til årets galla Nytårskoncert 2019 under overskriften ”Musik der holder vand”.

- Vi glæder os til at sætte alle sejl og invitere alle med interesse for musik med på vores musikalske svømmetur, fortæller musikskolens leder, Steen Hattesen og fortsætter:

- Vores Nytårskoncert er den store årlige begivenhed, hvor vi præsenterer alt det bedste fra Musikskolen og hvor flere hundrede publikummer både med og uden relation til Musikskolen kommer for at blive underholdt af vores enormt dygtige børn og unge.

Elever fra Odder Musikskole spiller koncert

Nytårskoncerten 2019 foregår den 25. januar kl. 19 i Spektrum Odder. I løbet af aftenen vil over 100 musikskoleelever indtage scenen og de vil præsentere alt fra soloer, kor, Marimba Band og Big Bands. Det bliver en aften fuld af musik.

Alle kan deltage! Billetterne koster 90 kroner - børn under 15 år er gratis. Billetterne købes på odderbilletten.dk eller ved indgangen.