Ikon for chatrobotten MUNI

Nu kan du spørge MUNI

02. september 2020

Den Digitale Hotline har lanceret sin nyeste kanal, chatbotten MUNI, der skal hjælpe borgere på tværs af Danmark. Har du spørgsmål om kørekort, flytning, pas og lægeskift kan chatbotten nu give dig hurtigt svar på bl.a. Odder.dk.

Lanceringen af MUNI sker i samarbejde med 36 andre danske kommuner, der alle er indgår i "Den Digitale Hotline. Den Digitale Hotline er et tilbud om telefonisk hjælp til at bruge kommunens selvbetjeningsløsninger og svare på generelle spørgsmål, der ikke kræver egentlig sagsbehandling. 

Lars Nors der er digitaliseringskoordinator i Borgerservice glæder sig over at den nye digitale mulighed på kommunens hjemmeside.

- Vi har været nødt til at begrænse telefontiden til rådhuset, så borgeren kan ringe direkte fra kl. 10 til 14 og frem til kl. 17 om torsdagen. Men man kan ringe til Den Digitale Hotline med spørgsmål i tidsrummet fra kl. 8 til kl. 20 på alle hverdage,  siger han og fortsætter.

- Nu giver vi også borgerne mulighed for at gå ind på odder.dk og få svar fra MUNI på spørgsmål hele døgnet! Man finder MUNI på siderne omkring lægeskift, pas, kørekort og flytning, men i løbet af efteråret vil MUNI dukke op andre steder, og kunne svare på spørgsmål inden for flere områder.

Lars Nors

- Jeg synes, at borgeren skal gå ind på odder.dk og prøve at stille MUNI nogle spørgsmål, og se hvor effektiv chatbotten er, siger Lars.

Et offentligt pionerprojekt

Samarbejdet om Den Digitale Hotline sikrer, at MUNI vil være synlig på 36 kommuners hjemmesider og kan således hjælpe med spørgsmål, uanset hvor i landet man bor. Chatbotten håndterer også lokale forhold for de kommuner, der er med i samarbejdet - for eksempel åbningstider, adresser, priser osv. Skulle chatbotten komme til kort, vil borgeren blive tilbudt at tale direkte med en DDH-medarbejder over telefonen.

Dermed er chatbotten, der er leveret af IBM Watson, et pionerprojekt og det største offentlige samarbejdsprojekt inden for chatbot i Danmark.

Den Digitale Hotline er både i 2019 og 2020 nomineret til Digitaliseringsprisen som offentlig institution, der har vist en ny vej inden for it-udnyttelse i det offentlige. Digitaliseringsprisen er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner, Djøf, Rambøll, KMD og Charlie Tango.