Grethe Sjørslev Laursen er ny økonomichef

Ny økonomichef på plads

30. april 2020

Den 1. marts 2020 gik Jørgen Bruun, Odder Kommunes økonomichef gennem mange år på pension. Nu er Jørgens afløser fundet, og den 1. juni flytter Grethe Sjørslev Laursen ind på sit nye kontor på rådhuset i Odder. Det glæder hun sig til.

”Noget af det, der gør jobbet meget tiltalende, synes jeg, er at det spænder meget bredt – lige fra det strategiske til det helt konkrete, så det glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til at blive en del af en kommune, hvor der er kort mellem afdelingerne, stabsfunktionerne og politikerne,” siger hun.

Grethe Sjørslev Laursen kommer fra en stilling som kontorchef for Budget og Regnskab i Børn og Unge ved Aarhus Kommune. Tidligere har hun blandt andet været budget- og analysechef i Skanderborg Kommune og afdelingsleder for økonomi i den daværende Ry Kommune. Hun har altså stor erfaring med kommunale budgetter og glæder sig til at komme i gang i Odder, som hun har et godt kendskab til.

”Jeg er født og opvokset ’lige i nabolaget’, og er altid kommet meget i Odder. Jeg kan godt lide byen og synes at kommunen virker veldrevet, så det glæder jeg mig til at videreføre. Jeg vil gerne arbejde for et lokalområde, som betyder rigtig meget for mig,” siger Grethe Sjørslev Laursen.

Har fået den bedste kandidat

Ifølge Henning Haahr, kommunaldirektør i Odder Kommune, er Grethe Sjørslev Laursen valgt i et meget stærkt ansøgerfelt.

”Vi får en økonomichef med bred erfaring inden for kommunal økonomi og økonomistyring, og en som kan styre os igennem de dagsordener, som kommer til at køre på økonomiområdet over de kommende år,” siger han.

Blandt de dagsordener er for eksempel den nye udligningsreform, samt effektivisering, optimering og styring af kommunens økonomi. Og så kommer Grethe Sjørslev Laursen til en lille kommune, noget, som i Henning Haahrs øjne rummer nogle fordele:

”I Odder får man som økonomichef hele ”økonomibanen” at spille på, og samtidig er der kort fra tanke til handling. Den mulighed, der ligger her, skal dyrkes, og det tror vi at Grethe vil kunne bidrage til,” siger kommunaldirektøren.

Grethe Sjørslev Laursen tiltræder som nævnt mandag den 1. juni og hun afløser tidligere økonomichef Jørgen Bruun, der gik på pension i starten af året.