Sti ved Bendixminde

Ny cykel- og gangbro over Stampmølle Bæk

05. februar 2020

En ny cykel- og gangbro skal binde området Bendixminde i Vestbyen sammen med stiforbindelser og sikre, at børn nemt kan komme til og fra skole. Byrådet sagde på mødet mandag den 3. februar ja til broen, der samlet set kommer til at koste 9.350.000 kr. at anlægge.

Broen kommer til at forbinde de offentlige stier ved de nye boligområder ved Bendixminde med de eksisterende stiforbindelser ved Vesterhåb. Broen bliver en 90 meter lang stålbro, og den er placeret i et skovområde, som er omfattet af fredskovsreglerne. Derfor skal Odder Kommune etablere erstatningsskov for de træer, der skal fældes. Broen skal desuden have ledelys.

I det oprindelige anlægsoverslag fra 2017 var der afsat 6.300.000 kr. til etableringen af broen, men den bliver altså noget dyrere bl.a. på grund af jordforhold, belysningen og etableringen af erstatningsskov.

Broprojektet inkl. træfældning forventes igangsat i februar 2020 og broen forventes klar til åbning i august 2020.

Se debatten fra byrådssalen på Odder TV og læs mere om broen i referatet fra byrådsmødet.