Nye boligforeningshuse på Rørthvej

10. marts 2020

Forvaltningen har i foråret 2019 haft forhåndsdialog med bygherre om et ønske om nedrivning og genopbygning af Rørthvej 79-117 i Odder, hvor der blev informeret om, at bygningerne er i dårlig stand. Der trænger vand op gennem fundamenterne og husene præges af råd og skimmelsvamp. I den forbindelse vurderede forvaltningen, at tilstanden af bebyggelsen og hensynet til boligkvaliteten samt de kommende beboeres helbred gør, at en genopbygning i stedet for en istandsættelse i dette tilfælde er velbegrundet.

- Vi mener, at der er så meget råd og svamp i de her huse, at de ikke er til at redde i den nuværende bygning. Derfor er den rigtige løsning at rive husene ned og bygge dem op igen i samme stil. Og det går vi ind for, siger formand for Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget, Ole Lyngby (O).

Værdifulde karaktertræk

Husrækken er omfattet af kulturmiljø nr. 38. Der er således fokus på, at den nye bebyggelse etableres i helhed med det eksisterende miljø gennem placering, udformning og materialevalg. 

I alt 20 adresser bliver fjernet og genopført fra soklen. DOMI håber på at kunne starte med nedrivning og efterfølgende genopbygning i starten af april måned i år.

Du kan læse dagsorden for byrådsmødet her på Odder.dk eller se eller gense optagelser fra byrådsmødet på Odder TV her.