Nyhedsfest for Odder-børn

Omkring 1.000 børn i Region Midtjylland - heraf en del fra Saksild Skole i Odder Kommune - har i to år arbejdet innovativt med at finde løsninger på globale udfordringer, som klimaforandringer, CO2-udledning i transport og madens oprindelse. Det er der kommet hundredvis af kreative og fantastiske designløsninger ud af. Og det skal nu fejres som en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 med det store show ”Gode Nyheder for Børn” – et nyhedsshow, der fejrer børn kreativitet.”

Kendte værter 
Eleverne samles til nyhedsfest med Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz som værter i Spektrum Odder den 28. april. Showet består af forproducerede tv-indslag og interviews og nyheder for børn fra scenen. De otte deltagende kommuner er Aarhus, Ikast-Brande, Hedensted, Horsens, Herning, Holstebro, Ringkøbing-Skjern og Odder, og det er børn, der nu går i 5. klasse, som deltager.

- Børnene og deres lærere fortjener virkelig en sjov og lærerig dag efter deres store innovative arbejde med at finde lokale løsninger på globale problemer. Vi glæder os til at samle alle de innovative børn fra Midtjylland til en stor nyhedsfest, som de forhåbentlig vil huske mange år frem, siger projektleder for nyhedsshowet Simone Søgaard Jacobsen fra INDEX: Design to Improve Life, der sammen med Aarhus 2017 står bag det samlede folkeskoleprojekt, der hedder ’Aarhus 2017 Design to Improve Life Udfordring’.

Innovative løsninger
I to år har blandt andet eleverne fra Saksild via innovative værktøjer udviklet lokale løsninger og bygget modeller, som svar på tre udfordringer. Og efter hver projektuge har en ekspertjury fundet en midtjysk vinder. Sønderlandsskolen i Holstebro vandt første Battle, Lundsskolen fra Horsens Kommune vandt andet Battle. Den tredje vinder bliver udråbt ved nyhedsshowet. 
 

Fakta

Om ”Gode Nyheder for Børn” – et nyhedsshow, der fejrer børns kreativitet:

  • Nyhedsshowet er den festlige afslutning på et stort treårigt skoleprojekt, Aarhus 2017 Design to Improve Life Udfordring. Her fandt 1.000 elever fra 8 kommuner i Region Midtjylland innovative løsninger på tre globale udfordringer.
  • Nyhedsshowet, der er for alle deltagelse elever, foregår 28. april, kl. 11.00 – 14.30 i Spektrum Odder.
  • Forud er gået et forløb, hvor eleverne fra de 8 kommuner har gennemført tre projektuger. I hver projektuge fandt de gennem en struktureret innovativ proces løsninger på tre udfordringer – vandproblemer som følge af klimaændringer, klima-skadelig CO2-udledning fra biler og fremmedgørelse overfor hvor mad kommer fra.
  • Af projekterne fra projektugen blev 20 udvalgt til et Battle, hvor en endelig vinder af hvert udfordring blev valgt af en ekspertjury. Ved ”Gode nyheder for børn” hædres vinderen af tredje udfordring.
  • I Nyhedsshowet fortælles på tv og i interview gode nyheder om løsninger – og især børns lokale løsninger – på globale udfordringer.

 

Om Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017:

  • Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 omfatter også regionens 18 andre kommuner. Og mottoet ’Let’s Rethink’ signalerer, at Aarhus vil omdanne hele Region Midtjylland til et kulturelt laboratorium, hvor alternative løsninger kan spire og gro. Det er i disse rammer, at ’Aarhus 2017 Design to Improve Life Udfordring’ spiller en central rolle.
  • Aarhus 2017 har involveret mere end 10.000 mennesker fra hele regionen.
  • Vision: Aarhus 2017 bruger kunst og kultur til at gentænke morgendagens udfordringer. 
  • Det samlede budget er 500 mio. kr. og dækker årene 2013 til 2018. Region Midtjylland, regionens andre 18 kommuner, staten og fonde medfinansierer.
  • EU har siden 1985 udnævnt kulturhovedstæder, og flere end 40 byer har haft titlen. Målet er at vise bredden i europæisk kultur og at bringe borgerne i Europa tættere på hinanden.

 

Om INDEX: Design to Improve Life®:

  • INDEX: Design to Improve Life® er en almennyttig organisation, som blandt andet er støttet af Erhvervsministeriet.
  • INDEX: Award er verdens største og anerkendt som verdens vigtigste designpris – og den er dansk. INDEX: Award blev uddelt første gang i august 2005, hvor blandt andre LifeStraw vandt prisen. Næste uddeling finder sted ved en galla-ceremoni på Kulturværftet i Helsingør den 1. september 2017.
  • INDEX: Design to Improve Life® en organisation med helt særlige designambitioner. Design skal ikke længere blot være i æstetikkens tjeneste, stop med at designe flere hvide tekopper – design og designere skal hæve ambitionsniveauet til at forbedre livet for mennesker, løse globale udfordringer og skabe forbedringer overalt i verden på en måde, der sikrer en global bæredygtig fremtid. Design i menneskehedens tjeneste – ikke blot i æstetikkens tjeneste. For INDEX: Design to Improve Life er det den smukkeste måde at videreføre Danmarks demokratiske og humane designtradition.
  • INDEX: Design to Improve Life® har et innovativt uddannelsesprogram. Vi bruger hverdagens globale udfordringer som undervisningsmateriale, og bruger eleverne som en samfundsressource. Vi tilbyder innovative undervisningsforløb til folkeskolen, hvor eleverne skal udvikle bæredygtige løsninger på lokale konsekvenser af globale udfordringer. I Design to Improve Life Education udvikler INDEX: forløb til folkeskolen, hvor lærerne undervises i innovative metoder og eleverne arbejder innovativt med at designe bæredygtige løsninger