Odder byskilt

Odder Kommune har seks gazeller

17. december 2020

For nylig blev årets Gazelle-virksomheder – altså virksomheder i stor vækst – kåret. Seks af dem ligger i Odder: Houkjær Begravelse, K. Lyshøj, Blikværkstedet, Stål & Form, Thvilum og Breinholt Service & Montage. Fra Odder Kommune skal lyde et stort tillykke til alle seks.

”Det gør os både glade og stolte, fordi det er endnu et tegn på, at store dele af erhvervslivet i Odder klarer sig rigtig godt på trods af coronasituationen,” lyder det fra borgmester Uffe Jensen.

Prisen som Gazelle-virksomhed er betinget af en række krav, blandt andet at virksomheden skal have haft et positivt driftsresultat de sidste fire år og have fordoblet omsætningen over den samme periode.

Planen var at borgmester Uffe Jensen og udviklingschef Karsten Geertsen skulle ud til de seks virksomheder med en buket og corona-venligt skulderklap. Det kan dog ikke gøres forsvarligt i den nuværende situation, og derfor har virksomhederne fået en hilsen fra de to på mail, ligesom de får besøg i det nye år.

Endnu en gang stort tillykke til Odders seks gazeller.