byvåben

Odder er i top 20 i erhvervsmåling

09. september 2019

Odder Kommune fastholder således placering blandt den bedste femtedel af kommunerne i forhold til at skabe et godt klima for erhvervslivet. 
 
Placeringen er et fald på to pladser i forhold til sidste års 16. plads. 
 
- Jeg er meget tilfreds med, at vi er i top 20 og blandt de bedste, men min ambition er, at Odder Kommune skal i top 10 i erhvervsklima. Det håber jeg, at vi kan komme med den nye erhvervsstrategi, som vi har udarbejdet sammen med erhvervslivet og erhvervsorganisationerne, og som vi sendte ud i sidste uge. Nu skal vi i gang med at implementere strategien, siger borgmester Uffe Jensen (V).
 
Han glæder sig særligt over, at undersøgelsen viser, at dialogen er i top mellem kommunen og virksomhederne. Odder får tredjepladsen i tilfredshed med dialogen med kommunens politikere. 
 
- Vi har netop lagt vægt på den gode dialog mellem politikere og virksomheder i forbindelse med den nye strategi, så jeg er glad for, at det bliver godt modtaget. Jeg vil gerne slå fast, at vi som politikere også er meget tilfredse med den dialog, vi har med virksomhederne, siger Uffe Jensen. 
 
Overordnet set er Odder Kommune på en 16. plads i forhold til virksomhedernes vurdering af den samlede erhvervsvenlighed i Odder Kommune. Mere end 80 pct. af virksomhederne vil da også anbefale andre virksomheder at etablere sig i Odder Kommune.
 
Om undersøgelsen
Lokalt Erhvervsklima 2019 er en landsdækkende undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner. Alle kommuner, med undtagelse af Læsø, Fanø, Samsø, Langeland og Ærø, indgår i undersøgelsen. Vurderingen af kommunernes erhvervsvenlighed er baseret på en tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder samt en lang række statistiske parametre, der indikerer, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen.
 
I Odder har 37 virksomheder svaret på undersøgelsen. Virksomhederne er inden for DI's brancher, bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service.

Læs om Odder Kommunes resultater i DI's måling. 
Læs om undersøgelsens metode og datagrundlag.