Grøn grøftekant

Odder Kommune vil være Danmarks Vildeste

26. marts 2021

I mandags besluttede Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget at Odder Kommune skal være med i konkurrencen Danmark Vildeste Kommune. Det er en konkurrence, som Miljøministeriet har inviteret alle danske kommuner til at deltage i, med det formål at gøre naturen i Danmark både vildere og grønnere.

Tilmeldingen til konkurrencen kommer i forlængelse af at byrådet i Odder Kommune i januar vedtog kommunens nye biodiversitetsplan. Den indeholder flere initiativer til at fremme netop biodiversiteten og altså gøre naturen vildere, og derfor kan tilmeldingen til konkurrencen være med til at understøtte de initiativer.

Skulle det lykkes for Odder Kommune at vinde konkurrencen, som bliver afgjort af et dommerpanel bestående af Miljøminister Lea Wermelin og biologen Morten D.D. Hansen, vinder man en million kroner til et naturprojekt i kommunen.

Du kan læse mere om konkurrencen her og om Odder Kommunes biodiversitetsplan her.