Odder Museum åbner igen 9. juni

Odder Museum genåbner 9. juni

27. maj 2020

Odder Museum åbner for publikum igen tirsdag 9. juni. Museet har siden 12. marts været lukket og medarbejderne hjemsendt på grund af Coronakrisen.

”Vi glæder os til at genoptage arbejdet og tilrettelægge både genåbningen og et rigtig godt program for sommeren og resten af året. Åbningen skal selvfølgelig ske inden for de nye retningslinier, så et besøg bliver trygt og sikkert for alle.  Det betyder, at vi fra på mandag tager fat på at instruere alle medarbejdere i de nye arbejdsgange. Vi skal blandt andet have sat afskærmning op ved billetsalg, opstillet håndspritstationer, sørget for skiltning med information og indført nye rengøringsrutiner, så man som gæst kan være helt tryg ved at besøge os,” siger museumsleder Klaus Markmann Jensen fra Odder Museum.

I nedlukningsperioden er bygninger og området omkring museet i Odder blevet passet og tilset af et nødberedskab fra Moesgaard Museum i Højbjerg, som Odder Museum hører under.

Moesgaard Museum genåbnede 26. maj og fra 9. juni kan besøgende også lægge vejen forbi både Odder Museum og Samsø Museum.

” Vi glæder os til, at vi igen kan tage fat på planlægningen af vores aktivitetsprogram, herunder to planlagte udstillinger om henholdsvis genforeningen i 1920 og Odder Kommunes 50 års jubilæum. Det gælder også samarbejdet med museets mange dygtige frivillige laug og grupper, som vi ved går og glæder sig til at komme i gang. Vi må tage tingene lidt af gangen, men det er vi også sikre på, at der vil være forståelse for,” siger Klaus Markmann Jensen, der ser frem til at hilse på museets gæster igen fra 9. juni.