Renserigrund i Boulstrup

Oprensning i Boulstrup

05. februar 2019

På informationsmødet den 31. januar 2019, om oprensning på grunden ved det nedlagte renseri på Stationsvej 11 i Boulstrup, blev projektets varighed og oprensningsmetoden gennemgået.

Et panel med formand for Udvalget for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V), kontorchef Morten Bondgaard, projektleder Halfdan Sckerl, Krüger Soil Remediations, projektleder Jesper Holm, Odder Kommunes formand for Teknik og Miljø Ole Lyngby Pedersen (V) og souschef Bent Hodde Mortensen gav information og hjalp med at svare på spørgsmål fra de ca. 35 fremmødte.

I foråret 2018 besluttede regionsrådet, at der skulle bruges et større millionbeløb på oprensningen i Boulstrup, da forureningen er tæt på nogle af de primære drikkevandsressourcer i Odder Kommune. Opvarmningsmetoden der bruges ved termisk oprensning er en anerkendt teknik, hvor dampene styres i processen.

Til at forestå oprensningsarbejdet er der indgået et samarbejde mellem Region Midtjylland, Krüger-Veolia / Krüger Soil Remediation og Niras.

Rensning af den tidligere renserigrund vil koste ca. 10-12 mio. kroner og arbejdet forventes at starte i foråret 2019 og stå færdigt ca. et år efter, hvor selve opvarmningen finder sted fra ca. juni måned og omkring fire måneder frem.

Regionen vil også i fremtiden holde øje med den forurening, der er sivet fra den forurenede grund.Læs mere om oprensningsarbejdet her: Oprensning af renserigrund i Boulstrup