Græs på parkeringsplads

Parkeringsstrategi skabte debat

18. december 2019

Som en del af byudviklingsstrategien i Odder By har forvaltningen udarbejdet et forslag til en parkeringsstrategi. Den strategi skulle byrådet forholde sig til på mødet mandag den 16. december. 

Flertallet på 15 stemte for at sende forslaget i høring (Venstre, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale og SF), mens tre (Dansk Folkeparti og Konservative) stemte imod. Forslaget sendes derfor i høring fra den 18. december til den 12. februar 2020. Læs mere og se høringsmaterialet. 

Flertallet besluttede samtidig:

  • at Handicaprådet inddrages i en vurdering af behov for og placering af handicapparkeringspladser i Odder bymidte
  • at forvaltningen i samarbejde med Køb Odder udarbejder forslag til retningslinjer for parkering for private- og offentligt ansatte i bymidten samt forslag til parkeringsnorm for Odder bymidte
  • At der ydes tillæg til anlægsbevilling på 100.000 kr. til udarbejdelse af en skilteplan – finansieret af pulje i 2020 til Byudviklingsstrategi for Odder Midtby.

Forvaltningen har gennemført en trafikanalyse og vurderer, at parkeringsbehovet i Odder bymidte kan dækkes med det eksisterende parkeringsudbud, selv om parkeringspladser nedlægges i forbindelse med tre byfornyelsesprojekter - Folkeparken, Torvet og Klimaboulevarden.

Læs mere om sagen i dagsordenen/referatet.

Se byrådsmødet på Odder TV.

 Logo for Odder NetTV

Uddrag af politikernes indlæg

Ole Lyngby Pedersen (V)

- Da vi vedtog byudviklingsstrategien i maj, besluttede vi også, at der skulle laves en parkeringsstrategi. Så må vi se på de problematikker, der kan opstå, og jeg ser frem til høringsprocessen og håber at mange vil komme med deres høringssvar. 

John Rosenhøj (O)

- Jeg kan ikke godkende denne parkeringsstrategi, da den vil betyde, at forretningernes omsætning vil falde. 

Niels Rosenberg (C)

- Jeg synes ikke, at rapporten forholder sig til de parkeringspladser, vi mister med byudviklingen. Hvis vi sender dette i høring, ved jeg godt, hvordan det går. I de fleste sager går vi efter det, vi sender ud, fordi vi så ikke skal bruge en masse penge på parkeringspladser. Derfor har vi svært ved at stemme for. 

Claes Jensen (A) 

- Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at det vil være en god ide at etablere flere cykelpladser ved Odder Station. Det vil bidrage til øget cyklisme og grønt omstilling. 

Kresten Bjerre (B) 

- Formålet med det hele er at skabe et stærkt, grønt levedygtigt centrum. Målet er også at fastholde Odder, som en stærk handelsby. Et af konfliktpunkterne er parkeringspladserne. Jeg vil gerne sende strategien i høring, og så må vi høre svarene, der indkommer. 

Marianne Hundebøll (F)

- Vi går ind for at sende det i høring, og jeg synes, at der er mange ting i rapporten, hvor der er lagt op til forskellige muligheder for bl.a. at samarbejde med private. Det er forslag, og jeg glæder mig til at få de høringssvar, og se hvad der kommer af bud, som måske ikke er tænkt ind i rapporten. 

Hans Hamman (V)

- Jeg glæder mig til at høre svarene i høringsperioden, og vil gerne minde om, at byudviklingen er for at skabe et sted, hvor folk gider at komme, og hvor det er trygt at færdes. 

 

 

Lone Jakobi (A)

- Når vi vender det i vores gruppe, er vi ikke enige i det hele i rapporten, men det skal vi heller ikke tage stilling til i dag. Vi er enige i, at vi gerne vil høre, hvad borgerne siger og sende det i høring. 

Martin Mikkelsen (C)

- Jeg mindes, at der er nogle byrådsmedlemmer, der allerede har sagt, at Torvet skal være bilfrit, så jeg giver ikke så meget for de høringer. Der er politikere her, der allerede har besluttet, hvad der skal ske med det Torv.