Renosyds logo

Renosyd sætter fokus på indkøb

18. januar 2019

Kommunen.dk bringer den 17. januar 2019 en artikel om affaldsselskabernes håndtering af indkøb og udbud, hvori Renosyd er omtalt. Artiklen er baseret på en aktindsigt i Renosyds indkøb foretaget i perioden fra 2010 til juni 2018.

Renosyd har fra 2010 til juni 2018 købt ind for ca. 402 mio. kr. ex. moms ved vores 20 største leverandører. Heri er der indkøb for ca. 118 mio. kr. ex. moms, der ikke er udbudspligtige. De største indkøb, der tegner sig for ca. 220 mio. kr., har været sendt i udbud. Dette er f.eks. afhentning af restaffald og emballage, indkøb af affaldsbeholdere, kørsel af containere fra genbrugspladserne, samt bygge- og anlægsarbejder.

Foranlediget af presseomtalen om indkøb og udbud, har Renosyd gennemgået indkøbene og selskabet har sat øget fokus på fuld overholdelse af og dokumentation for overholdelse af udbudsreglerne ved alle udbudspligtige og ikke-udbudspligtige indkøb.

”I den forbindelse har vi fundet to mindre indkøb, som burde have været i udbud. Renosyd skal naturligvis overholde reglerne for indkøb og udbud, så det er beklageligt, at det ikke er sket i alle tilfælde” udtaler direktør Annemette Fuglsang.

”For at opbygge den nødvendige kompetence i forhold til indkøb og udbud, samlede vi for et år siden opgaver vedr. udbud og afsætning i én funktion. Nu går vi vores procedurer igennem igen, for at sikre at, at vi overholder alle regler”.