Børne- og Familiecentret

Rent bord hos Børne- og Familiecentret

12. maj 2020

En af de første punkter på mandagens byrådsmøde var også et af de mere alvorlige. Igennem en årrække har Børne- og Familiecentret (BFC) nemlig opbygget det, som formand for Børne-, Uddannelses- og Kulturudvalget Lone Jakobi (A) kaldte en ”strukturel ubalance” – altså en ubalance mellem centerets opgaver og bevilling. Den ubalance valgte et enigt byråd at give en tillægsbevilling til, så man kan få BFC tilbage på ret køl.

”Hele BFC er ved at blive omlagt, også så det kan imødekomme at flere og flere børn og unge – og deres familier – får brug for støtte,” lød det blandt andet fra Lone Jakobi, som kunne fortælle at man i udvalget nu får besøg af den nye leder hvert kvartal til et statusmøde.

"Møgtræls sag"

Ud over den strukturelle ubalance er BFC også ramt af en retssag, som Odder Kommune for nylig tabte til Aarhus Kommune. Sagen handler om en borger med støttebehov, der flyttede fra Aarhus til Odder, og hvor Aarhus betalte for den støtte. Trods to afgørelser i Ankestyrelsen mødtes de to kommuner i retten, hvor Odder Kommune altså tabte. Og det forløb undrede flere byrådsmedlemmer sig over.

”Jeg vil gerne sige at jeg synes at retssagen er – sagt på nordjysk – møgtræls. Jeg undrer mig over at Aarhus ikke kan acceptere Ankestyrelsens afgørelse, og håber at Odder ville have accepteret den, hvis det havde været omvendt. Så det er en træls sag, men jeg glæder mig over at der bliver gjort rent bord,” sagde Venstres Jan Gade.

Hos Dansk Folkepartis John Rosenhøj var utilfredsheden med sagen også til at mærke. Han gik med til at bevilge pengene, men havde en opfordring med til sig selv og sine kolleger i byrådet.

”Vi skal tage os sammen og reagere noget hurtigere, og så skal vi finde en model, der fungerer fremover. Og så håber jeg at den nye ledelse kan klare opgaven, når der er gjort rent bord,” sagde han.

Endelig var SF’s Marianne Hundebøll glad for håndsrækningen til Børne- og Familiecentret, og kunne samtidig fortælle at der er dialog med en gruppe borgere, der har været utilfredse med centeret.

”Vi har tidligere peget på at BFC var underbudgetteret, og den her sag handler ikke om dårlig ledelse eller faglighed, men om at pengene ikke svarede til opgaven. Vi bakker helt op om tillægsbevillingen og går i dialog med de borgere, der har været utilfredse. Det skal være børnene, der er i centrum og ikke økonomien,” sagde hun.

Tillægsbevillingen, som alle medlemmer af byrådet stemte for, lød i alt på 15.760.000.

Husk at du kan se hele byrådsmødet her.