Skoleelever dystede i naturfag

Mandag den 5. februar skal fire skoler fra Odder Kommune dyste om de bedste opfindelser i Danmarks største konkurrence i naturfag med over 26.000 tilmeldte skoleelever.

Hvordan kan en lille landsby i Indonesien skaffe rent drikkevand, så børnene ikke længere skal bære tunge spande med vand fra floden? Hjælp købmanden til at opdage nye kunder i butikken! Hvordan kan man flytte flest kuglepenne hurtigst muligt på en fabrik? Det er bare nogle af de problemstillinger, som skoleelever fra Odder Kommune skal opfinde de bedste løsninger på.

Se klip fra Naturfagsmarathon i Spektrum Odder:

Naturfagsmaraton sætter teknologi på skoleskemaet
I Naturfagsmaraton arbejder skoleeleverne med opgaver, der sætter teknologi på skoleskemaet. At få teknologi ind i undervisningen er en vigtig del af formålet med Naturfagsmaraton, fortæller Nanna Seidelin, direktør Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton:

”Vi vil gerne inspirere unge til en fremtid med naturfag og teknologi ved at vise dem, hvilken forskel de kan gøre for andre mennesker med viden om teknologi. I år handler en af opgaverne for eksempel om pumpeteknologi, som virkelig betyder meget for mennesker, der ikke har adgang til rent vand,” siger Nanna Seidelin.”
Naturvidenskabernes Hus bygger bro mellem skoler og virksomheder. Derfor er opgaven om pumpeteknologi udarbejdet i et samarbejde med Grundfos.

Naturfagsmarathon i Spektrum Odder

Man skal være i god naturfagsform
Siden november 2017, hvor opgaverne blev offentliggjort, er formen blevet pudset af i mange klasseværelser over hele landet. For ud over at være en finaledag, hvor op til 24 klasser mødes og dyster på opfindsomhed, så er Naturfagsmaraton også et skræddersyet undervisningsforløb, som lærere for 5. og 6. klasser kan indarbejde i undervisningen i natur og teknologi. Men nu er finalerne i gang og direktør i Naturvidenskabernes hus, der står bag Naturfagsmaraton, ønsker alle deltagere held og lykke:

”Finalerne er en kæmp fest for fællesskab, sammenhold og glæden ved at opfinde, men det er også en udfordring for mange klasser, for man kommer bestemt ikke sovende til at vinde finalerne. Vi ønsker alle held og lykke i finalerne rundt omkring i landet,” siger hun.
Til finalen i Odder deltager 5. og 6. klasser fra Bankagerskolen, Hundslund Centralskole, Parkvejens Skole og Skovbakkeskolen med i alt 13 klasser. Finalerne blev skudt i gang med finalen på Grundfos i Bjerringbro den 30. januar. Den sidste finale afvikles i maj.

Naturfagsmarathon i Spektrum Odder

Faktaboks: Om Naturfagsmaraton
• I år er over 26.000 elever fra 5. og 6. klasser i hele landet tilmeldt.
• Der er 60 finaler og elever fra 51 forskellige kommuner deltager.
• Finalerne afvikles fra januar til maj 2018.
• Det er 15. år i træk, at Naturfagsmaraton afholdes.

Naturfagsmaraton er støttet af Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden, Undervisningsministeriet og Grundfos.