Området hvor sundhedshuset skal ligge

Stor interesse for sundhedshus

27. januar 2020

Odder Kommune sendte i december 2019 opgaven med at bygge et nyt sundhedshus i VitaPark i prækvalifikation.

14 velkvalificerede konsortier har ansøgt, så det har været en svær opgave at vælge de tre ansøgere, som får mulighed for at komme med et konkret bud på pris og byggeri af sundhedshuset.

- Vi er rigtig glade for den store interesse fra en stribe dygtige entreprenører, arkitekter og ingeniører, der gerne vil bygge vores nye sundhedshus, siger kommunaldirektør i Odder Kommune, Henning Haahr.

- Det er et vigtigt første skridt mod at kunne realisere byrådets og vores praktiserende lægers vision om et fælles sundhedshus for borgerne i Odder kommune, men der er stadig et stykke vej igen, tilføjer Henning Haahr.

Tre virksomheder kan byde

De tre virksomheder, der er prækvalificeret til at byde på opgaven, har frem til den 6. marts 2020 til at udarbejde et forslag til, hvordan det nye sundhedshus skal bygges. 

De tre prækvalificerede er:

STB Byg A/S
H. Skjøde Knudsen A/S
Jørgen Friis Poulsen A/S

I Odder Kommunes Sundhedshus skal der være lægeklinikker, akut- og korttidspladser samt træning- og rehabiliteringsfaciliteter. Sundhedshuset er en del af ambitionen om at udvikle VitaPark, der er placeret, hvor det tidligere sygehus lå, med fokus på sundhed, erhverv og kultur. Sammen med de øvrige funktioner i VitaPark vil det give sammenhæng og synergi i sundhedsindsatserne, så borgerne får et højt kvalificeret, nært, tilgængeligt og samlet sundhedsvæsen.

Forventes færdigt til sommer 2022

Sundhedshuset bliver på ca. 4.400 m2, og heraf er der afsat ca. 2.200 m2 til de alment praktiserende læger og ca. 2.200 m2 til kommunale funktioner. Der skal endvidere etableres ca. 60 parkeringspladser under bygningen.

Odder Kommune forventer at indgå en aftale med en entreprenør til juni 2020, og byggeriet forventes at være færdigt til sommer 2022.