Stort boligområde i smuk natur

Onsdag eftermiddag var 30-40 forskellige aktører inden for byggeområdet inviteret til møde med Odder Kommune i Pakhuset om udstykningen af Bendixminde. Et område på 48 hektar, hvor der kan bygges op til 450 boligenheder.

- Det er nyt, at vi inviterer ind så tidligt. Det er, fordi vi gerne vil i dialog om planlægningen og udviklingen af området med jer, som måske kommer til at være med til at bygge der. Vi vil sikre, at der er interesse om projektet, og vi vil gerne høre, hvad I tænker om grundstørrelser, lokalplaner og i det hele taget, hvad der er af input, inden vi går videre, sagde kommunaldirektør Henning Haahr.

Henning Haahr fortalte, at det er den ambitiøse ambition, at man inden for 5-8 år kan have solgt alle grundene. De første bliver - hvis alt går efter planen - sat til salg allerede til foråret. 

- I forhold til bosætning har vi brug for at have nogle gode varer på hylden, og dette bliver et virkeligt attraktivt område, som kan få mange til at flytte til Odder, sagde Henning Haahr.

Ridesti og køer
Området er kendetegnet ved at ligge i et flot naturområde med den markante Ådal, samt Balle Skov og Balle Bæk. Der er ridestier, vandrestier og mulighed for kogræsserlaug. Der er en hellig kilde, og der kommer til at være gode muligheder for at cykle til Letbanen, hvis man skal til Aarhus eller benytte den nye Grobshulevej, hvis man skal mod Horsens eller Skanderborg.

På mødet fortalte Jette Harlund fra Odder Kommunes plan-afdeling om området, mens Esben Kindt fra Vej & Anlæg fortalte om håndtering af vand med lar-løsninger – lokal afledning af regnvand.

- Området bliver for alle. Rig som fattig. Ung som gammel. Vi tænker, at man kan bo der hele livet, sagde Henning Haahr.

Der er mulighed for alle boligtyper i området.

Navnet skal være rigtigt
Blandt de inviterede var der ros til et spændende projekt i et smukt område. Nogle advarede mod at lave for restriktive lokalplaner, mens andre bemærkede, at det er vigtigt med en lokalplan, der sikrer, at man ved, hvad det er for et område, man køber en grund i. Andre talte om, at byggegrundene og området skal markedsføres godt, samt at navnet skal være det helt rigtige. Priserne på byggegrunde blev også diskuteret.

Efter mødet var der mulighed for at køre ud og se området.

Fakta om Bendixminde:
Odder Kommunes vision er at etablere et lokalt samfund, der byder på trygge rammer og sikre levevilkår. Et område, der fremmer borgerens mulighed for at udfolde sit liv og giver mulighed for samvær og relationer mellem borgerne.

Området kaldes Bendixminde og ligger i den nordvestlige del af Odder By nord for Stampmølle Bækken.

Området har tidligere været bebygget i den ældre og yngre romersk jernalder.

Odder Kommune arbejder med temaer som: åbne vandrender, kogræsserlaug, løvfrø, natur og ådal. Ridesti, skolesti, cykelsti, udsigt og biodiversitet. Stibro, klimatilpasning, beplantning, kulturmiljøer og historiske fortællinger.