Tre kandidater klar til forbrugervalg i Odder Spildevand A/S

 

Fra fredag 6. oktober og tre uger frem har alle kunder hos Odder Spildevand A/S mulighed for at vælge deres egne repræsentanter til bestyrelsen.
Tre kandidater har meldt sig til de to pladser, så kundernes stemmer bliver afgørende. Den kandidat, der ikke bliver valgt, vil i stedet blive suppleant de næste fire år.

To af de tre kandidater er i dag medlemmer af bestyrelsen.
Det er Per Højgaard Andersen, 66 år, som bl.a. har bestyrelseserfaring fra Danish Crown på sit cv, samt Ole Breum, 71 år, som tidligere har været driftsleder for Vej & Park i Odder Kommune i 17 år.
Den tredje kandidat er Arne Thomsen, 66 år, som har over 30 års erfaring fra spildevandsområdet og desuden har haft en række tillidsposter i brancheorganisationer inden for spildevandssektoren.

Alle kandidater har lavet en kort præsentation af sig selv, som kan læses på www.samn.dk.

Valghandlingen begynder 6. oktober og slutter torsdag 26. oktober kl. 12:00 Det er ikke en betingelse for at stemme, at man ejer en bolig – som lejer har man også stemmeret.


Hver husstand, uanset om det er en storfamilie på syv eller en enlig i en etværelses lejlighed, har én stemme. Og selvom man ejer flere boliger, har man stadig kun én stemme.

Virksomheder i forsyningsområdet har også én stemme hver.

Alt foregår elektronisk

Som tidligere foregår afstemningen elektronisk; det kræver blot et NemID. Hvis man ikke har NemID, kan man stemme på en anden måde – vejledningen kan ses på samn.dk/valg2017.

Resultatet af valget bliver offentliggjort inden udgangen af oktober.

Siden valget i 2013 er Odder Spildevand A/S indgået i et driftsfællesskab under Samn Forsyning ApS.
Samn Forsyning ApS håndterer drift og administration af spildevandet i Odder og Horsens kommuner samt drikkevandet i en stor del af Horsens Kommune.

Det er Samn Forsyning ApS, der varetager hele valghandlingen på vegne af Odder Spildevand A/S.

Læs mere om Odder Spildevand A/S på www.samn.dk