Sko i regn

Ny værdighedspolitik blev godkendt

18. december 2019

Alle kommuner skal have et tema i deres værdighedspolitik om Bekæmpelse af ensomhed. Det tema er ny tilføjet til Odder Kommunes værdighedspolitik. Det sker på baggrund af et temamøde om ensomhed med deltagelse af Byrådet, Seniorrådet, Handicaprådet, brugerrepræsentanter fra plejecentrene, ledere og medarbejdere fra ældreområdet samt en lang række frivillige.

På baggrund af det temamøde har forvaltningen fremlagt et udkast til en ny Værdighedspolitik, som byrådet godkendt på mødet mandage den 16. december. De øvrige seks temaer i politikken er ikke ændret.

- Bekæmpelse af ensomhed er et særdeles relevant tema, og jeg er glad for, at både Handicaprådet og Seniorrådet har givet høringssvar, hvor de tilslutter sig forslaget, sagde Finn Thranum (V)

- Det temamøde vi holdt om ensomhed er et af de bedste, jeg har været med til. Jeg er sikker på, at med al den gejst og ånd, der var den aften, skal der nok være en hel masse, der bliver sat i gang nu – med eller uden politikere, sagde Rie Ramsdal (A)

- Det er altid spændende at arbejde med værdighedspolitikken, fordi alle arbejder sammen, og ideerne kommer nedefra. Det er en flot politik, vi får, sagde Niels Rosenberg (C)

Læs mere om sagen i dagsordenen/referatet.

Se byrådsmødet på Odder TV.

 Logo for Odder NetTV

Baggrund for sagen

Den 27. juni 2016 godkendte Byrådet den første udgave af Odder Kommunes Værdighedspolitik. Politikken blev til i et samarbejde mellem byrådsmedlemmer, Seniorråd, Handicapråd, brugerrepræsentanter fra plejecentrene samt ledere og medarbejdere på ældreområdet. I efteråret 2018 blev politikken udvidet med et 6. tema ”Pårørende”.

Landets kommuner er forpligtet til at tilføje politikken et 7. tema med overskriften ”Bekæmpelse af ensomhed”. Værdighedspolitikken indeholder således følgende 7 temaer: Livskvalitet, Selvbestemmelse, Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen, Mad og ernæring, En værdig død, Pårørende samt Bekæmpelse af ensomhed.

Høringssvar 

Udkastet har været i høring i henholdsvis Seniorråd og Handicapråd, der har afgivet følgende høringssvar: 

Handicaprådet

”Handicaprådet ønsker at udtrykke begejstring for temamødet om Værdighedspolitikken på Parkhotellet. Handicaprådet kan fuldt ud tilslutte sig det foreliggende udkast til Værdighedspolitik, og finder det nye tema om bekæmpelse af ensomhed meget præcist beskrevet og gennemarbejdet. Handicaprådet finder temaet om ensomhed yderst relevant, hvilket i øvrigt gør sig gældende på tværs af mange målgrupper.”

Seniorrådet:

”Seniorrådet kan tilslutte sig det foreliggende udkast til værdighedspolitikken, og finder det nye tema om bekæmpelse af ensomhed godt gennemarbejdet ud fra den eksisterende viden og ud fra input fra temamødet. Seniorrådet finder temaet om ensomhed yderst relevant, hvilket i øvrigt gør sig gældende på tværs af mange målgrupper. Videre forventer Seniorrådet at Sundheds-, Social- og Forebyggelsesudvalget tager ansvar for, at teksten i ”Vores handlinger” under temaet ”Bekæmpelse af ensomhed”, udmøntes i konkrete initiativer og handlinger.”