Personer der stemmer i stemmebokse

Valg i trygge rammer

15. november 2021

Vi har skabt trygge rammer på valgstederne

  • Vi lufter ud og spritter valgborde og stemmeboks af.
    Der bliver løbende luftet godt ud på valgstedet. Fælles kontaktpunkter og overflader som skrivepulte og blyanter i stemmeboksene samt borde vil løbende blive rengjort med desinfektionsmiddel.
  • Vi har masser af håndsprit.
    Der er håndspritdispensere på valgstedet.
    Dette vil mindske risiko for eventuel smitte via overflader og fælles kontaktpunkter i stemmerummene, og vi opfordrer dig til at bruge håndspritten

  • Vi sikrer god afstand mellem vælgerne.
    I alle valglokaler er indretningen tilpasset, så der bliver så meget plads som muligt til eventuel indendørs kø. I det pågældende område vil der være afstandsmarkeringer på gulvet, som skal sikre afstand i køen. 

Du kan hjælpe til et mere trygt valg

Udover at du opfordres til at følge anbefalingerne om afstand, hygiejne og omtanke, gør vi også opmærksom på følgende muligheder for at mindske risikoen for smittespredning:

  • På selve valgdagen kan man med fordel stemme midt på dagen. Undgå primært at stemme fra kl. 8.00-9.00 og kl. 16.00-20.00, hvor mange normalt vælger at stemme.
  • Er du som vælger mere tryg ved anvende eget skriveredskab ved stemmeafgivelsen, kan du frit gøre dette. Det skal være en traditionel blyant eller kuglepen og altså ikke noget med guld og glimmer.
  • Mød gerne op uden børn hvis det er muligt, så færrest muligt forsamles på valgstederne.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er smittet med corona og ønsker at stemme?

Er du smittet og ønsker at stemme til kommunalvalget, så skal du ringe til telefonnummeret 51 38 61 20 i tidsrummet kl. 8. – 20.

Her aftaler du et tidspunkt, hvor du kan møde frem på dit afstemningssted.

På dit valgsted vil du blive mødt af en tilforordnet i værnemidler, der hjælper med at håndtere din stemmeafgivelse.

Du afgiver din stemme udenfor/i bilen.

Du skal medbringe dit valgkort.

Du skal bære mundbind eller visir.

Medbring eventuelt dit eget skriveredskab.