DM i coastalroning på Saksild Strand

Vellykket DM i coastalroning

06. september 2021

Saksild Strand. Roklubben havde selv fire både med og fik én guldmedalje. 

Arrangørernes mareridt om en kedelig grå dag med regnvejr blev fejet af himmelen ved Saksild Strand, da Odder Roklub holdt kombineret DM i coastalroning og Danish Rowing Coastal Championship. Vejret var perfekt coastalvejr. Meget frisk vind fra øst og store bølger med skum på toppen. Det var lige, hvad de 70 deltagere, Odder Roklub og Dansk Forening for Rosport (DFfR) havde ønsket sig.

”Vi kunne simpelthen ikke have drømt os til bedre rammer. Coastalbåde er havets mountainbikes, og vi kan derfor afholde mesterskaber i et vejr, hvor det ellers kun er kite-surferne, der tager på vandet. Det var præcis sådan, vi gerne ville vise coastalroning og Saksild Strand frem,” pointerede roklubbens DM-udvalg, og Peter Froskov nikkede. Han er formand for DFfR’s coastaludvalg.

Dronebillede af coastalbåd på Saksild Strand
Odders smukke kyst præsenterede sig fra sin smukkeste og vildeste side, under DM i Coastalroning. Dronebilledet er taget for Odder Roklub af Thomas Lund.


Deltagerne kom primært fra Danmark, men der deltog også fire svenskere - heriblandt en svensk verdensmester i coastalroning - to tyskere og to tjekker i regattaen.

En guldmedalje til Odders ungdomsroere

I konkurrenceøjemed plejer Odder Roklub at have blikket rettet imod medaljer. Det havde klubbens deltagere ikke denne gang. Det vigtigste var at være med i den nye coastaltype og at få en oplevelse. Alligevel fik klubbens tidligere ungdomslandsholdsroere Anton Østergaard-Clausen og Trine Leitzke en guldmedalje i mix-klassen i Danish Open for U-19. De roede samtidig så flot op med de voksne roere.

Trine Leitzke og Anton Østergaard-Clausen, Odder Roklub vandt guld i U19 Mix.
Trine Leitzke og Anton Østergaard-Clausen, Odder Roklub vandt guld i U19 Mix. 

”Det er ret vildt, og nogle af de voksne roere, sagde til os, at vi fulgte forbandet godt med taget i betragtning, at vi var nogle grønskollinger,” fortalte Anton med et glimt i øjet.

”Det var så sjovt, og hold da op, hvor var det udfordrende. Det skal vi bestemt gøre igen”, mente Trine.
Anton Østergaard-Clausen stillede også op i toer, sammen med Odder Roklubs tidligere VM- sølvmedaljevinder Steffen Bonde. De lagde godt fra land, men knækkede desværre en åre og kom ærgerlige i land, men fast besluttede på at prøve at ro sammen igen. Henrik Füchtbauer blev nr. 7 i singlecoastal.

Juliane Elander, tidligere 4x OL-deltager, var også hjemme for at ro toer med ungdomsroeren Pi Goslar, og de blev nr. 5. Hvad pigerne mente om deres coastaldebut, fik de heldigvis rig lejlighed til at udtale sig om til TV2 OJ, som kom og lavede en fin reportage fra DM.

”Det var hårdt, men helt fantastisk, at prøve at surfe på bølgerne,” understregede de to glade roere.
Vil gerne til Saksild og ro igen. 

Juliane Elander havde 1-årige Jens Magnus på armen og Pi Goslar ved sin side, da de to piger blev interviewet af TV2OJ efter deres coastal-debut til DM.
Juliane Elander havde 1-årige Jens Magnus på armen og Pi Goslar ved sin side, da de to piger blev interviewet af TV2OJ efter deres coastal-debut til DM. 

Odder Roklub stillede med ikke mindre end 42 blåklædte hjælpere på selve dagen, DFfR bidrog med fem officials og klubben fik desuden hjælp af tre frivillige bådfører. Derudover fik Odder Roklubs DM støtte fra klubbens trofaste sponsorer og Odder Kommune.

”DM var en vellykket samarbejds- og fælleskabsøvelse, som vi bestod til et 12-tal at bedømme efter de efterfølgende kommentarer fra deltagerne, og det er vi stolte over. Flere af deltagere har allerede spurgt, om de må komme til Saksild og ro coastal igen, og det er jo fedt, ” fortalte DM-udvalget.

Formanden for DFfR’s coastaludvalg havde også kun roser til Odder Roklub:
”Det var et aldeles fremragende, velorganiseret og vellykket coastal DM. Det var en fantastisk dag, hvor alt klappede, og hvor et godt og meget stort forarbejde og indsats fra Odder Roklubs DM-udvalg og mange andre i Odder Roklub kunne mærkes – og bar frugt.”