Bil foran erhvervshus

Vi spørger virksomhederne til råds

17. september 2018

Hvad er afgørende for de lokale virksomheders fremtidige vækst?
Det vil vi gerne høre direkte fra virksomhederne selv.

I Odder Kommune er vi nemlig i gang med at udvikle en ny erhvervsudviklingsstrategi. Ambitionerne er, at den skal sætte klare rammer og retning for erhvervsudviklingen i de kommende år. Og samtidigt skabe grundlag for et stærkt samarbejde mellem erhvervslivet og kommunen.

I den forbindelse har vi brug for virksomhedernes vurdering af, hvad der er vigtigt nu og i fremtiden - og hvordan Odder Kommune kan være en del af dette.
Odder Kommune har, i samarbejde med konsulenthuset Pluss, udarbejdet et spørgeskema, der er sendt ud til en lang række virksomheder.
I spørgeskemaet spørges der blandt til virksomhederne adgang til rekruttering af medarbejdere, samarbejdet med kommunen og den lokale erhvervsservice.

Borgmester Uffe Jensen (V) siger:

”Håbet og forventningen er, at så mange virksomheder som muligt vil besvare spørgeskemaet. På den måde kan virksomhederne bidrage til den kommende erhvervsudviklingsstrategi. Resultaterne fra spørgeskemaet vil blive præsenteret på en erhvervskonference i Odder. Jeg håber selvfølgelig, at mange af vores lokale virksomheder vil deltage i konferencen og være med til at kvalificere såvel erhvervsanalyse som indhold i den kommende erhvervsudviklingsstrategi”.