Ann Dahy og Finn Ernst

Vi bor i Christianslund - et dejligt kuperet område midt i byen - med en blanding af villaer og rækkehuse med stisystemer lige uden for døren, så vi i løbet af tre til fem minutter på cykel kan være nede i byen.

Ann er 56 år og sygeplejerske, og hun har blandt andet arbejdet mere end 20 år på Odder Sygehus. Ann arbejder i dag som kredschef i Dansk Sygeplejeråd og sidder i Odder Menighedsråd. Her er hun tovholder for flygtningecafeen hver søndag for de syriske flygtninge i Odder Kirkecenter. Jeg er 57 år og arbejder som salgschef for løbefirmaet Skodsborg Sport med ansvar for salget af firmaets produkter i Danmark og Færøerne.

Odder er et fantastisk dejligt sted at bo. Vi har dagligvarebutikker, der slår alle byer med længder og en midtby med spændende specielforretninger. Vi har en meget populær og velfungerende biograf, som udelukkende er drevet af frivilligt arbejde, og Aarhus ligger kun en køretur herfra. Aros, Moesgaard, åen og selvfølgelig AGF kan nås på under 30 minutter. Og med "Odder-grisen" kan vi lade bilen stå, hvis vi for eksempel tager til Aarhus for at spise.

Odder Kommune rummer så smuk natur, at det slet ikke kan beskrives med ord: Hou, Norsminde, Gyllingnæs, Åkjær, Sondrup bakker og Alrø med hyggelige spisesteder og en stemning, der leder tankerne mod Morten Korch-filmene.

Odder har et fantastisk idrætsliv og gode forhold med en super svømmehal og gode idrætsfaciliteter i kraft af de tre haller i Spektrum. Vi har et rigtig godt bibliotek og et super Rådhus med personlig og hurtig betjening. Der er en meget kort vej til byrådet, og man kan altid hurtig komme i snak med en af ”byrødderne”, hvis man ønsker det. De er også meget synlige i det daglige bybillede.

Og så måske det allerbedste: Saksild og Rude Strand. En sommerdag med 28 graders varme på disse strande er helt speciel. Det er ubetinget nogle af Danmarks bedste strande. Og på en efterårs- eller vinterdag er en spadseretur langs vandet en lise for sjælen.

Ann Dahy
Finn Ernst
Christianslund 78 A
E-mail: finn@ssport.dk
Tlf.: 29865502