1. Hvad er formålet med "Bedre Muligheder for Alle"?
Formålet er at styrke den almene folkeskole, så flest mulige børn kan blive en del af fællesskabet. Strategien skal sikre bedre læringsmiljøer, øge inklusionen og give børn og unge de bedste muligheder for trivsel og udvikling.
2. Hvad betyder det for mit barn i folkeskolen?
Dit barn vil gå i en skole med øget fokus på inkluderende undervisning, flere lærere og pædagoger i klassen samt nye undervisningsmetoder, der skaber bedre rammer for alle elever.
3. Hvad sker der med specialklasserne?
Kapaciteten i specialklasserne tilpasses, så færre elever visiteres dertil, og flere får støtte i almenområdet. Der vil stadig være specialklasser for de elever, der har behov for det, men der arbejdes mere med fleksible løsninger.
4. Hvordan støttes lærerne i denne proces?
Lærere og pædagoger får kompetenceudvikling, så de er bedre rustet til at undervise i inkluderende læringsmiljøer. Der etableres stærkere teamsamarbejder og øget adgang til specialiserede ressourcepersoner.
5. Hvordan bliver forældre inddraget?
Forældresamarbejdet styrkes gennem fire kerneværdier: anerkendelse, fællesskab, forventningsafstemning og sammenhæng i overgange. Forældre vil få flere muligheder for dialog og medindflydelse.
6. Hvad betyder det økonomisk?
Der sker en omfordeling af ressourcer, så der investeres mere i almenområdet for at skabe bedre støtte tæt på børnene. Det betyder flere voksne i undervisningen og bedre rammer for fællesskabet.
7. Hvornår træder ændringerne i kraft?
Implementeringen sker gradvist over de kommende skoleår. I skoleårene 2024/25 og 2025/26 arbejder skolerne med at bygge fundamentet for at skabe optimale læringsmiljøer for flere. Strategien implementeres over 5 år.
8. Hvordan følger kommunen udviklingen i den enkelte elev og klasses trivsel og udvikling
Kommunen vil løbende evaluere og justere indsatserne. Relevante fagpersoner inddrages i hvordan vi bedst samler data om den enkelte elevs/klassens trivsel om udvikling.
9. Hvilke grundprincipper har politikerne besluttet?
- Almenområdet skal styrkes, så de fleste børn kan blive i folkeskolens fællesskaber.
- Forældresamarbejdet styrkes og forankres i de fire værdier for forældresamarbejde
- Central understøttelse af forandringsprocessen
- Børn, Unge og Families kerneydelser skal i højere grad rettes mod understøttelse af fællesskaberne i folkeskolerne.
- Kapaciteten i specialklasserne justeres.
- Elever, som modtager undervisning i specialklasser, har deres skolegang på
folkeskolerne, hvis de vurderes egnet til udslusning.
10. Hvor kan jeg få mere information?
Du kan læse mere her på siden, hvor der løbende kommer ny information. Eller du kan tage kontakt til dit barns skole for konkret information om, hvordan det påvirker din skole.