
Nævninger og domsmænd kaldes under et for lægdommere og virker i nogle straffesager sammen med en eller flere juridisk uddannede dommere. Hvervet som lægdommer er et borgerligt ombud, og det betyder, at man som udgangspunkt har pligt til at være lægdommer, hvis man bliver udtaget til det. Man udtages til at være lægdommer for en periode på 4 år.
Nævninger og domsmænd udtages af landsretten ved lodtrækning blandt de personer, som står på grundlisterne.
Du kan nu søge om optagelse som nævning eller domsmand for perioden 1. januar 2028 - 31. december 2031.
Ansøgningsfristen er den 24. januar 2027.
Det er kommunernes grundlisteudvalg, som udarbejder grundlisterne og indsender dem til landsretten.
Grundlisten skal afspejle befolkningens sammensætning i kommunen. Det kan få betydning for, hvem der bliver optaget på grundlisten. Selv om du har opfyldt kravene, kan du derfor ikke være sikker på, at du bliver optaget på grundlisten.
Nyttigt at vide
- Lægdommere deltager på lige fod med de juridiske dommere. Som lægdommer er du med til at dømme andre, og det er derfor et stort ansvar.
- Du skal regne med at blive indkaldt til at være lægdommer ca. fire gange årligt. Normalt er der kun tale om en enkelt dag, men der kan være sager, der tager flere dage eller uger.
- Du bliver indkaldt med mindst tre dages varsel som domsmand og en uge som nævning.
- Du har krav på at få fri fra dit arbejde, når du skal være domsmand eller nævning. Din arbejdsgiver må ikke pålægge dig, at du skal bruge feriedage på det.
Krav for at kunne blive optaget på grundlisten
- Du bor i Odder Kommune
- Du er dansk statsborger
- Du har valgret til Folketinget
- Du skal kunne tale og forstå dansk
- Du har en ren straffeattest
- Du er født den 1. januar 1951 eller senere
- Du må ikke være ude af stand til at varetage en lægdommers pligter på grund af åndelig eller legemlig svaghed.
Nogle bliver i kraft af deres stilling udelukket fra at blive lægdommer
- Ministre
- Ansatte i ministeriers departementer og ansatte i chefstillinger i de under departementerne hørende underordnede myndigheder
- Ansatte ved domstolene og i politiet, anklagemyndigheden, kriminalforsorgen og andre myndigheder på Justitsministeriets område
- Advokater og advokatfuldmægtige
- Præster i folkekirken og andre trossamfund
Hvad sker der efter, jeg har sendt min ansøgning?
- Grundlistens sammensætning skal afspejle sammensætningen af de borgere, der bor i Odder Kommune med hensyn til køn, alder, etnisk baggrund, uddannelse mv.
- Når Grundlisteudvalget har sammensat grundlisten, sendes den til Vestre Landsret. De trækker så lod blandt de personer, der står på alle kommunernes grundlister.
- Herefter udtager Vestre Landsret domsmænd og nævninge i straffesager.
Hvornår får jeg svar?
- Du får besked efter marts 2027, om du er optaget på den grundliste, kommunen sender videre til Vestre Landsret.
- Optagelse på grundlisten betyder dog ikke, at du er sikret en plads som nævning eller domsmand.
- Det vil være Vestre Landsret, der efterfølgende ved lodtrækning udtrækker de borgere, de har brug for – for de kommende fire år.
- Det betyder, at du kun hører fra dem, hvis de indkalder dig. De indkalder i løbet af 2027.
Betaling
- Som nævning og domsmand (lægdommer) får du 1.100 kroner pr. dag.
- Der er mulighed for kørselsgodtgørelse.
- Domstolene oplyser dit honorar til Skattestyrelsen, og der bliver trukket A-skat af beløbet. Pengene bliver indsat på din NemKonto, og du får din lønseddel i Digital Post.