Rusmiddelproblemer påvirker hele familien. Derfor er det vigtigt, at man som partner, barn eller pårørende får hjælp – uanset om den, der har et stof- eller alkoholproblem, selv ønsker behandling. I Forebyggelse & Rusmidler har vi forskellige tilbud målrettet pårørende, familier, børn og unge.
Mange, som har udviklet et stof- eller alkoholproblem, vil ikke selv erkende, at de har et problem. Når den ramte ikke vil tale om emnet og benægter, at der eksisterer et problem, kan man let blive i tvivl om, om man har ret og handler rimeligt. Dette opleves yderst frustrerende, og der kan let opstå konflikter. I denne situation kan det være en lettelse at tale med en udefrakommende og neutral person, som samtidigt har viden om og erfaring med de adfærdsmønstre og forsvarsstrategier, mennesker med stof- og alkoholproblemer kan udvise.