Seniorjob i Odder kommune

Har du opbrugt din dagpengeret og er der max. fem år til du kan gå på efterløn, så kan du have ret til et seniorjob. Hvis du har ret til et seniorjob, vil din a-kasse ca. tre måneder før din dagpengeperiode udløber, kontakte dig. A-kassen vil orientere dig om muligheden for at få et seniorjob.

Betingelser for seniorjobbet

For at komme i betragtning til et seniorjob, skal du opfylde en række betingelser. Du skal:

  • være ledig
  • fortsat være medlem af en a-kasse
  • fortsat indbetale efterlønsbidrag
  • kunne opfylde anciennitetskravet for at få efterløn, når du når efterlønsalderen
  • have opbrugt dagpengeretten, tidligst fem år før du når efterlønsalderen.

Sådan søger du et seniorjob

For at få et seniorjob i Odder Kommune, skal du sende en ansøgning til HR-afdelingen, som senest skal være modtaget to måneder efter den dag, hvor dagpengeperioden udløber. Du kan tidligst sende ansøgningen tre måneder før din dagpengeret er opbrugt.

Du skal sende ansøgningen til:
hr@odder.dk

Sammen med din ansøgning skal du vedhæfte:

  • En bekræftelse fra din A-kasse med oplysning om dato for dagpengerettens udløb, og om at du opfylder betingelserne for at søge seniorjob
  • Vedhæfte et opdateret CV.

Når vi har modtaget din ansøgning, vil HR-afdelingen kontakte dig med henblik på samtale.

Odder Kommune fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtalen med dig og tager så vidt muligt hensyn til dine kvalifikationer og interesser. Du bliver ansat på overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår.

Det er vigtigt, at du søger i god tid, så du ikke kommer til at stå uden indkomst. Odder Kommune vil inden for to måneder finde et job til dig. I modsat fald vil du være berettiget til kompensation for manglende ansættelse i perioden.

Øvrige forhold

Mens du er i et seniorjob, optjener du ikke ret til dagpenge. Du skal desuden stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis jobcenteret henviser dig til et ordinært job.

Når du opnår efterlønsalderen og dermed har ret til efterløn, ophører dit seniorjob.

Dit seniorjob kan ophøre tidligere, hvis du ikke længere vil kunne gå på efterløn på grund af manglende indbetaling af medlemsbidrag eller efterlønsbidrag til din a-kasse, eller fordi du er udmeldt af a-kassen. Det samme gælder, hvis du vælger at hæve dit efterlønsbidrag, inden du når efterlønsalderen. Endelig vil seniorjobbet ophøre, hvis du afslår et rimeligt arbejde, som jobcenteret henviser til.

Du kan også miste din ret til seniorjob, hvis du bliver afskediget som følge af, at du har misligholdt din ansættelseskontrakt.

Hvis du har spørgsmål til ansøgningen om seniorjob og ordningen generelt, er du velkommen til at kontakte HR-afdelingen i Odder Kommune.